Adam Oehlenschläger

Maleri fra 1825, udført af C.A. Jensen.

.

Adam Oehlenschläger læser digtet Guldhornene højt for Henrik Steffens (1773-1845). Tegning af Carl Thomsen, årstal ukendt.

.

Artikelstart

Adam Oehlenschläger, 1779-1850, dansk forfatter. Hans omfattende brug af det nordiske stof gør ham - sammen med Grundtvig - til den vigtigste danske digter i denne sammenhæng. I sin digtning sætter han kærlighed, følelse og indlevelse højt over rationalisme og videnskabelighed.

Den nordiske oldtid er ifølge Oehlenschläger den guldalder, hvorfra vi er sunket, og hvortil vi atter skal op. Sin digteriske udnyttelse af den nordiske mytologi viste han allerede i debutbogen Digte, 1803, med det programagtige digt "Guldhornene" om de mistede guldhorn. Blandt digtene var også Hakon Jarls Død, et motiv han siden udformede som en tragedie (se Hakon Jarl). Den tryktes i hans Nordiske Digte, 1807, der også rummer eposet Thors Reise til Jotunheim (senere indgået i Nordens Guder, 1819) og tragedien Baldur hin Gode. Allerede i 1805 havde Oehlenschläger i sine Poetiske Skrifter udgivet en stilistisk meget fornem sagapastiche over Vølund-stoffet, Vaulundurs Saga.

Senere fulgte bl.a. dramaer om Axel og Valborg, Hagbarth og Signe, Amleth, Olav den Hellige, Kjartan og Gudrun (Laxdøla Saga), en ny sagapastiche Ørvarodds Saga, 1841, samt den store versfortælling Helge, 1814, og digtsamlingen Nordens Guder, 1819.

Helge er bygget over sagaen om Rolf Krake og stof fra Saxo. Oehlenschläger benytter sig af genreskift i en treleddet struktur, der fortæller Roar og Helges historie som romancer og skuespil. De to sagnheltes karakterer spændes op mod hinanden, men primært er værket en stribe kædereaktioner med hævn, skæbne og kærlighed i centrum. Oehlenschläger skrev også Hroars Saga, 1817, en sagapastiche i prosa om Roar.

Nordens Guder er et overflødighedshorn af lange, fortællende digte, der bygger på den nordiske mytologi. Han har komponeret samlingen som en cyklus, der som grundscene har Thors rejse til jætterne med Loke. Aser og jætter er de to modsatte naturkræfter, og Loke svæver mellem begge "som den vaklende Tidsaand". Scenerne er fremstillet i en naiv, erotisk tone.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig