Brisingamen, Frejas smykke, et halsbånd af guld. Ifølge den lille fortælling om Sørle, Sorla Þáttr, får hun det ved at ligge med fire dværge, der er smedene bag dette pragtsmykke. Men Loke opsnuser, hvordan hun har fået smykket og fortæller det til Odin, der skinsygt forlanger, at Loke skal få fat på det. Loke forvandler sig til en flue for at komme ind i Frejas stue og til en loppe for at kunne bide hende, så hun vender sig om i søvne, hvorved han kan fjerne smykket. Ved en overenskomst med Odin får Freja dog smykket tilbage.

Andre tekster (Snorres Edda, eddadigtet Lokasenna og skjaldedigtet Húsdrápa) peger på flere konflikter i forbindelse med smykket, bl.a. mellem Loke og Heimdal. Smykket refererer muligvis til Frejas funktion som frugtbarhedsgudinde.

Ordets første stavelser er af usikker betydning; der kan være tale om et personnavn Brising(e) eller om "det skinnende"; sidste led -men betyder "smykke". Et smykke med omtrent samme navn, Brósinga mene, nævnes i det oldengelske kvad Bjovulf.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig