Efterskrift

Danmarks (og Nordens) historie i de tidligste perioder består af forhistorien indtil ca. 750 e. Kr., fulgt af de to historiske perioder: vikingetiden og middelalderen.

Forhistorien inddeles i tre perioder:

1. Stenalderen, der inddeles i ældre stenalder (indtil ca. 4000 f. med jægerkultur og yngre stenalder (indtil ca. 1700 f. Kr.) med bondekultur. Fra den første del af perioden kendes helleristninger i Nordskandinavien med magiske jagtscener. Fra den anden del er der fundet gravpladser med ofringer af bl.a. økser, og jægerens relation til magterne er afløst af en frugtbarhedsreligion for jord og kvæg. Denne frugtbarhedsdimension fortsætter i de følgende perioder.

2. Bronzealderen (ca. 1700-500 f. Kr.) med et væld af gravhøje, helleristninger og bronzeskulpturer (fx Solvognen fra Trundholm Mose) viser en dyrkelse af en religionstype, som også er genkendelig i den senere førkristne religion. Solen og skibet er centrale elementer i en frugtbarhedskult med fallisk symbolik.

3. Jernalderen (ca. 500 f. Kr.–750 e. Kr.) falder i romersk jernalder (til ca. 400 e. Kr.) og germansk jernalder (til 750 e. Kr.). Påvirkning fra keltisk og romersk kultur kan spores, og der foregår omfattende germanske folkevandringer langt ned i Romerriget. Den romerske historieskriver Tacitus skildrer ca. 100 e.Kr. germansk religion set med romerske briller, men med beskrivelser af en kult, der har tydelige paralleller til senere førkristen religion. Fra jernalderen kendes bl.a. de store ofringer i moser, Guldhornene og guldgubber.

Vikingetiden (tidlig middelalder) rækker fra ca. 750 til ca. 1050. I denne periode manifesterer en central kongemagt sig i Danmark. De nordiske vikinger ekspanderede voldsomt, erobrede eller bosatte sig i fx Island, Grønland, dele af Storbritannien og i kolonier ved Volgafloden. Norden blev kristent, begyndende med Danmark ca. 950. Væsentlige fund er bl.a. runesten og skibe. Bondekulturen var stadig dominerende. Det er denne periodes religion, der hovedsagelig omtales som den førkristne religion med Odin, Thor, Balder osv., men den mødtes som nævnt af kristendommen, der bliver altdominerende i løbet af perioden og begyndelsen af den næste.

Middelalderen (høj- og senmiddelalder) går i Norden fra ca. 1050 til ca. 1500. I dette tidsrum befæstede kirken sin magt overalt i Norden. De over 2000 danske landsbykirker viser også den fuldt udviklede struktur af det danske samfund, der i store træk holder sig til i dag. I den norrøne kultur (med Island som centrum) opstår i 1200-tallet en rig skriftkultur, der er medvirkende til vores kendskab til den førkristne mytologi.

Der bruges de navne på landene, som de har i dag, vel vidende at grænser og navne var anderledes i vikingetiden.

I modsætning til religionen i det førkristne Norden var kristendommen velorganiseret som kirke med centrum i paveinstitutionen i Rom og med en udbredt missionsvirksomhed. De nordiske lande var blandt de sidste i Europa, der blev kristne. Kristendommen vandt fodfæste i en periode, hvor Norden var geografisk ekspansiv. Naturligvis mødte vikingerne kristendommen under deres erobringer, men væsentligere er sikkert den mission, der fandt sted fra bl.a. klostre i Frankrig. Samtidig må man sige, at de sociale og politiske ændringer, der fandt sted i Europa, også nåede Norden i form af et omfattende opbrud, en forandring som religionsskiftet blev den vigtigste ingrediens i. Her kan det – lidt firkantet – hævdes, at man bevægede sig bort fra en slægtsdomineret, kollektiv og mundtlig kultur, hvortil den førkristne religion passer, til en mere individuel skriftkultur, hvortil kristendommen passer. Betydning har det også, at de nordiske lande fik central kongemagt (Island undtaget).

Norden blev kristnet over det lange tidsrum ca. 800-1100. Der er desuden markante forskelle på, hvilken måde kristendommen blev indført på i de enkelte lande. Kristendommen adskilte sig i næsten alle henseender fra den nordiske religion.

Kristendommen er en monoteistisk religion i modsætning til den polyteistiske nordiske. Kristendommens grundbegreber er næstekærlighed, syndsforladelse og frelse, og i centrum står troen på Jesus som Kristus, Guds Søn, der lider stedfortrædende, og som frelser gennem sin lidelse. Den nordiske religions grundbegreber var bundet til slægtssamfundets moralkodeks med ære, loyalitet og (blod)hævn i centrum. Endvidere var den en frugtbarhedsreligion, hvor fred og lykke skal vise sig som kontant frugtbarhed, der garderes gennem riter med ofre efter en årsrytme. Endelig har den i centrum en skæbneforestilling, hvor magterne har tildelt det enkelte menneske en bestemt livslængde og vej gennem livet. I vikingetiden udvikledes en heroisk krigeretik, der truede med at føre til absurditeter: Hvis en kriger døde på kamppladsen, blev han ført til det paradisiske Valhal. Men døde man på anden vis, var det dunkle Hel ens hinsidige opholdssted. Mens den nordiske religion lægger vægt på frugtbarhed og grøde, er frelsesbegrebet det væsentligste i kristendommen. Den individuelle synds-, skyld- og samvittighedsforestilling i kristendommen modsvares af den kollektive moralkodeks’ ære og skam i den førkristne religion.

Disse væsentlige forskelle på den gamle og den nye "sæd" (trosform) betyder dog ikke, at der ikke fandt en synkretisme (religionsblanding) sted. Den nye Gud blev en Alfader (som Odin), en stærk dæmonbekæmper (som Thor), og hans Søn, Hvide-Krist, kan i nordboens tilværelsesopfattelse paralleliseres med den lyse, uskyldige Balder, der må lide døden. Når man ser det store Kristusbillede på den store Jellingsten, kommer man uvilkårligt til at tænke nordiskmytologisk og dermed synkretistisk: Kristus hænger på korset, men korset er et helt træ med bladhang i den ornamentale, nordiske stilart. Han besejrer døden og også den gamle tro, men vel at mærke med den gamle tros egne udtryksmidler. Årets højtider, ikke mindst julen, farvedes stadig af de gamle traditioner. Hel blev et kristent straffested, Helvede. Valhal og Gimle fik en toning af Guds Rige. Måske er Gimle, som det omtales i eddadigtet Vølvens Spådom, en kristen prægning af en hedensk grundtekst. De fleste bevarede tekster om nordisk religion og mytologi er nedskrevet – og i mange tilfælde også blevet til – i den kristne periode og skrevet af kristne forfattere.

En vis "polyteisme" fik lov til at fortsætte, fx i kirkens helgendyrkelse, hvor også den gamle opfattelse af kongen som hellig person kunne fortsættes, ikke mindst i opfattelsen af Olav den Hellige, eller af helteskikkelser som Sigurd Fafnersbane, der nu blev set som djævlebekæmpere. I folketroen gemte vætterne sig som mere lokale overnaturlige kræfter, og en række oprindelig hedenske traditioner har været i brug langt op mod vores nutid. Fx er nissen blevet forbundet med juletraditioner og med den kristne legendeskikkelse julemanden.

De enkelte landes overgang til kristendommen formede sig forskelligt:

I Danmark skete overgangen glidende og uden de store sværdslag. Begyndende mission i det danske område fandt sted allerede i 700-tallet med angelsakseren Willibrord, og i 823 døbte ærkebiskop Ebo mange under et ophold i Danmark. Men de to mest markante begivenheder var Ansgars mission fra 826, hvor en kirke blev bygget i Hedeby (Slesvig), og det officielle trosskifte ca. 965. Harald Blåtand lod sig døbe og rejste siden "Danmarks dåbsattest", den store runesten i Jelling, med indskriften, at kong Harald "gjorde danerne kristne". En kristen legende, fortalt af den saksiske munk Widukind i slutningen af 900-tallet, om hvordan biskoppen Poppo overbeviser kong Harald om den nye religions overlegne kraft ved at bære jernbyrd, peger på, at magiske elementer blev taget i brug.

I Norge kan man også sige, at der blev brugt magi, nemlig af kong Olav den Hellige (død 1030). Men han og hans forgænger, Olav Tryggvason (død 1000), gik også hårdhændet frem, så der på det nærmeste var religionskrig. Norge blev kristnet sidst i 900-tallet og endegyldigt omkring 1030. Et forsøg på kristning var dog foretaget tidligere, af Håkon Adalsteinsfostre midt i 900-tallet. Om Olav den Hellige samles der en række legender, hvor han optræder som en slags blanding af Thor, Sigurd Fafnersbane og Kristus, gerne trædende på en drage. Der er mange beretninger i kongesagaerne, bl.a. i Snorres Heimskringla, om de to Olav’ers møde med halstarrige hedninge i de yderste bygder. Olav Tryggvason optræder også i den groteske saga om den Frejdyrkende Gunnar Helming og Olav den Hellige i den ikke mindre groteske fortælling om hestelemmet Vølse. Her udrenses i sandhed de rammeste sider af hedenskaben.

Islands overgang til kristendommen foregik på en helt tredje måde; den blev nemlig vedtaget ved lov på Altinget i år 1000. Da antog man kristendommen som religion, eller rettere: lovgivningen var måske et kompromis mellem kristendom og hedenskab. Det blev bestemt, at alle skulle døbes her og nu på tinge, – men nogle brugte en varm kilde på vejen hjem fra tinge! Og samtidig tillodes stadig spisning af hestekød, udsætning af børn og hedenske blót (ikke offentlige, men hemmelige). Olav den Hellige sørgede i 1020’erne for, at disse hedenske levn blev forbudt. Tæt op mod år 1000 kendes der eksempler på, at hedenskaben stadig stod stærkt. I år 999 blev den voldsomme missionær Tangbrand landsforvist. Samme år blev digteren og høvdingen Hjalte Skeggjason landsforvist for "blasfemi", fordi han i et digt kaldte gudinden Freja en tæve.

En række islændingesagaer har som et centralt punkt de islandske slægters overgang til kristendommen. Særlig omfattende og indfølende skildres det i Njals Saga; Njal selv står i en dobbeltposition mellem de to religioner. Han vil ikke hævne sine sønner (og kan vel heller ikke) og lader sig brænde inde for "ikke at leve med skam".

En hel saga, Kristnisaga, fortæller Islands missionshistorie. En særlig markant historie om mødet mellem de to trosformer, skildret som to kvindelige rytterskarer fra nord og syd, ses i fortællingen om Tidrandes død i Flatøbogens saga om Olav Tryggvason. Her får de mørkklædte ni diser fra nord tilsyneladende det sidste ord, idet de dræber den konfliktramte Tidrande. Men han når dog at se det engleagtige lysglimt af de ni kristne ryttersker fra syd. En sidste hedenskdæmonisk hævn før det himmelske lys sejrede.

Sverige havde mødt mission allerede i 800-tallet, da Ansgar i en periode virkede i Birka. Men først omkring 1100 kan Sverige kaldes kristent. Fx stod det hedenske Uppsala-hov sandsynligvis til ind i det nye årtusind (beskrevet af Adam af Bremen ca. 1070).

Hvilken kristendomsforståelse skulle sejre: den milde, overbærende eller den barske, asketiske? To små passager i Olav den Helliges Saga kan vise begge dele: Olavs skjald Thormod spiser pølse på en fastedag og kommenterer kritikken med: "Kommer der ikke mere mellem Vorherre og mig end denne pølse, skal jeg ikke frygte dommedagen." Og kong Olav sidder en søndag og snitter i et stykke træ; da han opdager, at han har brudt hviledagens arbejdsforbud, tager han træspånerne op i hånden, tænder ild og lader dem brænde i hånden. Evangelisk frihed over for håndfast spægelse og klæg moralisme.

Kildematerialet til nordisk religion og livsform falder i to hovedgrupper: de arkæologiske og de skriftlige. Kildesituationen problematiseres af de forskellige former, kilderne findes i. De arkæologiske genstande er ofte vanskelige at tolke som sikre udsagn om en bestemt religion eller tilværelsesform. De skriftlige kilder er i mange tilfælde affattet af fremmede forfattere, som kom fra en hedensk-romersk, kristen eller arabisk kultur og skrev på enten latin eller arabisk. De kilder, der er blevet til inden for den norrøne kultur, er ofte også „fremmede“, idet de er blevet nedskrevet – og eventuelt også blevet til – på flere hundrede års afstand inden for genrer, der ofte har et fiktivt træk, og de er i almindelighed set ud fra en kristen vinkel.

At tale om originale skriftlige kilder er en speget sag. Forsøgsvis kunne man sige, at de kilder, vi har, er originale – og at de i hvert fald er vores eneste mulighed for at belyse periodens åndsliv. Det er meget få af de nu kendte tekster, som har kunnet bruges direkte som kulttekster eller som myter i den primære fortællesituation.

Man kan foretage det tankeeksperiment, at vi ikke havde Snorres Edda; så ville vi virkelig have huller i informationerne om myter og riter. Men Snorre er kristen, forholder sig kritisk til det hedenske stof, skriver på mellem 200 og 400 års afstand, skriver prosamyter med mange eventyrtræk, hugger en hæl og klipper en tå. Og dog er han kronvidnet – og i mange henseender troværdig, bl.a. ved sin højtudviklede citatteknik med brug af strofer fra især eddadigtene. Når han først er i gang med at fortælle en myte, føler man sig på sikker grund, også fordi han direkte bruger kendte eddadigte.

Ældst blandt de skriftlige kilder er de romerske. Den vigtigste kilde her er historikeren Tacitus’ Germania fra ca. 100 e.Kr. Den beskriver, hvad forfatteren ved om den germanske livsform, herunder religion, hvor han foretager en sammenligning med den romerske religion. Tacitus beskriver bl.a. en kult omkring en frugtbarhedsgudinde ved navn Nerthus.

De latinsk-kristne kilder omhandler især den tidlige missionshistorie i Norden fra begyndelsen af 800-tallet og fremefter. De vigtigste er her Rimberts levnedsbeskrivelse af Ansgar, Thietmars krønike og Adam af Bremens missionshistorie. De to sidstnævnte beskriver hedenske riter i henholdsvis Uppsala og Lejre. Alle tre virkede i det tyske område.

De arabiske kilder består af en slags rejsebeskrivelser om møder med vikinger. Væsentligst er her Ahmad Ibn Fadlan, der beskrev en hedensk høvdingebegravelse blandt vikinger ved Volgafloden 921.

De ældste hjemlige kilder er runeindskrifter med ganske få fund fra før 400 og mange især fra perioden 800-1100. Det siger sig selv, at det oftest er ganske korte tekster, mindeord, sommetider med tydeligt magisk indhold. På oldnordisk har man fra 1100- og 1200-tallet omfattende nedskrifter (håndskrifter) af norrøn poesi og prosa. Det ældste stof er her skjaldedigtene, professionelle og ofte navngivne digteres lejlighedsdigte med en del mytologisk stof. Eddadigtene kan rumme endnu ældre stof, men dateringen er usikker; Den Ældre Edda med sin store gruppe af henholdsvis gude- og heltedigte er en grundlæggende kilde til mytologien.

Eddadigtene ville have været vanskelige at sætte i et mytologisk forløb, hvis vi ikke blandt prosateksterne havde haft Snorres Edda, ca. 1220. Den rummer mytefortællinger og en poetik med eksempler fra den gamle digtning. Snorre har også skrevet hovedværker inden for den sidste prosagenre, der skal nævnes, sagaen: dels en samling af kongesagaer, Heimskringla, dels sandsynligvis en af islændingesagaerne, Egils Saga. I sagaerne går det historiske stof og det fortællemæssige op i en højere enhed. Som kilder er de vanskelige, men brugbare (og uvurderlige) med varsomhed og fornuft.

Varsom skal man også være overfor den største danske kilde: Saxos Danmarkshistorie, Gesta Danorum, skrevet på latin i årene omkring 1200. Den rummer i den første halvdel et væld af dansk sagnhistorie og stof, som findes i varianter i de norrøne kilder, sommetider også i germanske eller angelsaksiske. Saxo lægger vægt på det nationale, kongelige og kirkelige. Det store oldengelske epos Bjovulf indeholder også sagnstof med relation til Danmark.

Hvad angår det sagnhistoriske stof, er det tydeligt, at der har fundet motivvandringer sted, således at samme stof findes i varianter i tekster i mange forskellige lande og over et langt tidsrum. En del forskere mener at kunne finde en historisk kerne i disse tekster, fx i det store fortællingskompleks omkring vølsungerne og i Bjovulf. Er der fx broderet videre på historiske begivenheder i goters og hunners kultur tilbage til folkevandringstiden i 300- og 400-tallets centrale Europa? Også sagaer, Saxo og nogle danske folkeviser rummer stof, der har vandret som motiver i århundreder. Og måske er der stumper af konkret dansk historie i 500-700-tallets Lejre, som trods alt er baggrund for de sagnhistoriske afsnit i begyndelsen af Saxos Danmarkshistorie? Arkæologien kan i hvert fald nu trække Lejres historie langt tilbage i tiden.

Litterære genrer. Som nævnt forudsætter en stor del af de litterære kilder en mundtlig tradition. De traditionelle folkelige fortælleformer som myter, sagn og eventyr har levet længe i en mundtlig fortælletradition under stadige ændringer. Den mundtlige fortælling kan ofte genkendes i den nedskrevne. Eller nedskriverne kan være så kunstnerisk bevidste, at de forsøger sig med efterligning af den mundtlige tone.

Den religiøse grundgenre er myten, der altid kredser om tilværelsens store spørgsmål: skabelse, guder, livets mening og struktur, døden. Det nærmeste, man kommer myten i den nordiske religion, er i Snorres Edda. Den rummer – når alle hans krumspring og kinesiske æskesystemer og kristent-tonede forbehold er taget i betragtning – i sin kerne en perlerække af gudefortællinger og tilmed ordnet i en hel mytologi eller kosmologi. Snorre skriver prosa og citerer poesi, især fra eddadigtene. Eddadigtene er den anden genre, der rummer en større samling af myter eller mytestumper. Blandt eddadigtene findes en anden totalmytologisk tekst, Vølvens Spådom, der omtaler hele verdensforløbet.

Andre teksttyper, der har deres grund i det religiøse, er galdersange og tekster med formler til brug ved indvielse, velsignelse og forbandelse osv. Ikke meget er overleveret af den art.

Med sagnet er vi i kanten af religionens verden. Et sagn hører snarest hjemme i folketroen, rummer overnaturlige fænomener og har en mere lokal eller menneskelig tilværelse som udgangspunkt. Om helte fortælles sagn, der placerer dem i randområdet mellem gude- og menneskeplan. Heltene er aktører i et fantastisk univers med trolde, drager, skjulte skatte osv. En række eddadigte, de såkaldte heltedigte, omhandler helteskikkelser. Det samme gør den sagnhistoriske del af Saxos Danmarkskrønike, og også en del sagaer, de såkaldte fornaldarsagaer, rummer forhistorisk stof i form af sagn.

Fornaldarsagaerne rummer desuden fortællinger af en type, man kan kalde eventyr, den tredje store folkelige genre. Eventyr omhandler også overnaturlige skikkelser og fænomener, men som ren fiktion, rykket fri af mytens og sagnets trosdimension. I Snorres Edda kan man finde eventyrprægede passager eller blandinger af myter og eventyr.

Blanding af myte, sagn og historiefortælling ses fx i 1. del af Snorres Heimskringla, hvor guder optræder som jordiske sagnkonger i et historisk forløb. Heimskringla består i øvrigt af en stribe sammenkædede kongesagaer. Med sagalitteraturen er vi inden for genren historiefortælling; den historiske fortælling kan især handle om konger og (islandske) slægter. En saga er ikke nødvendigvis sandfærdig og dokumentarisk i alle henseender. Den realistiske fortælletype kan være et bevidst stiltræk, give autenticitet og saglighed. Der er forskere, der opfatter sagaer som hovedsagelig fiktive, som en slags historiske romaner. Historiefortællingen er også i centrum hos Saxo. I den første halvdel af værket drejer det sig om de danske oldsagns verden, i anden halvdel om den "rigtige" Danmarkshistorie, hvor dog stadig fortællingens struktur og det overordnede sigte kan dominere i forhold til tørre facts.

I en del sagaer er hovedpersonen skjald, professionel digter og samtidig hirdmand hos en fyrste. Skjaldedigtningen er en art lejlighedsdigtning, skrevet i kunstfærdige, særdeles komplekse versformer med mytologiske billeder. Det er en digtform, man kunne forestille sig kunne passe for den norrøne digtekunsts grundfigur blandt guderne, den ekstatisk inspirerede Odin, runemesteren og skjaldemjødstyven, om hvem det fortælles, at han altid talte i vers.

Litterære metoder. Analyse og fortolkning. De mange litterære metoder har alle deres styrker – og svagheder – over for det mytologiske stof.

Den filologisk-tekstkritiske metode tager sig af basale sproglige og tekstmæssige forhold. Man arbejder bl.a. med ords etymologi og med håndskriftsvarianter. Fx er ordet "gode" (goði) interessant, fordi det er forbundet med "gud", dvs. at det er nærliggende at forestille sig en oprindelig religiøs funktion knyttet til dette ord. Et andet eksempel er eddadigtet Vølvens Spådom, der er overleveret i tre varianter af meget forskellig længde. Videnskabelige udgaver af teksterne må gå gennem grundige filologisk-tekstkritiske arbejder.

Den biografiske metode er brugbar, når man skal finde baggrunden for fx Snorres og Saxos virke. Man kan fx undersøge, hvordan deres holdning smitter af på deres fremstilling. Men en meget stor del af teksterne er anonyme og er eventuelt gået gennem en lang mundtlig tradition.

Den idehistoriske og den sociologiske metode arbejder dels med det bevidsthedshistoriske, dels med samfundsmæssige forhold. Idéhistorisk interessant er det fx at undersøge, hvordan et begreb som "skæbne" opfattes, og hvordan livsopfattelsen skifter, da den nye religion, kristendommen, vinder indpas i folks bevidsthed. Skæbneforestillingen synes så central i mange tekster, ikke mindst sagaer, men fra en sociologisk vinkel er det væsentligere at se på de samfundsmæssige årsager til at tolke livet på en bestemt måde. Fx kan man se på konkrete forhold i slægtsmønster, arbejdsliv og kønsroller.

Den psykoanalytiske og eksistentialistiske metode arbejder med teksternes dybdedimensioner og symbolik. En psykoanalytisk fortolkning ser fx heltesagnets drage og skat som udtryk for nogle ubevidste lag i psyken og en helts livsforløb som udtryk for en individuationsproces, en finden sig selv og sit selv. I 1900-tallet har folkedigtningen været brugt til dybtgående analyser og fortolkninger med psykoanalytisk metode, også af den mere håndfaste slags. Tolkninger af eksistentialistisk art møder man allerede i Grundtvigs opfattelse og brug af de nordiske myter – men hos ham og hans efterfølgere samtidig også bastante og allegoriske henvisninger til nutidige forhold. Myterne kunne trænge til en indfølende fortolkning, hvor man lagde vægt på deres belysning af helt grundlæggende livsforhold. Fx virker Baldermyten vel så umådelig stærkt, fordi den rammer plet i noget i en selv.

I 1900-tallets anden halvdel domineredes forskningen af komparative (sammenlignende) og strukturalistiske metoder, ikke mindst inden for religionsvidenskaben, – se uddybning i afsnittet om forskningshistorie.

Som metoder kunne også nævnes fagenes forskellige tilgang til stoffet. En historiker, en litterat, en antropolog, en religionshistoriker, en folklorist eller en lingvist vil have forskellige indfaldsvinkler på stoffet, og disse vil også vise sig i forskellige fortolkninger af teksterne. Det enkelte fag og den enkelte metode bør både rendyrkes for at komme i dybden og suppleres og inspireres af andre for at undgå snæverhed og skoleridt.

Der kan i et historisk forløb udskilles tre hovedskoler i forskningen af nordisk mytologi: 1. den naturmytologiske, 2. den kildekritiske og 3. den sammenlignende-strukturalistiske. Inddelingen er hentet fra J.P. Schjødts bog Det førkristne Norden.

Den naturmytologiske skole. Hovednavnet er den tyske romantiker F. Max Müller (1823-1900), der mente, at myterne i bund og grund handlede om naturfænomener. Fx opfattede han Thor som en personifikation af torden. Müller foretog sammenligninger inden for de indoeuropæiske religioner. Skolen var dominerende op til slutningen af 1800-tallet.

Den kildekritiske skole. Hovednavnet er nordmanden Sophus Bugge (1833-1907). Hans forskning er radikalt kildekritisk og antiromantisk. De nordiske kilder opfattes som så påvirket af kristendommen og af deres spegede tilblivelsesforhold, at de umuligt kan udsige noget præcist om forhold og trosformer, der ligger flere hundrede år tidligere. Denne skole dominerede fra slutningen af 1800-tallet og indtil 2. Verdenskrig.

Den strukturalistiske skole. Hovednavnet er franskmanden Georges Dumézil (1898-1986). Han genoptog den indoeuropæiske sammenligning, men hans tese er, at der er en sammenhæng mellem strukturer i samfundsideologien og myternes gudefunktioner. Myterne på én gang afspejler og legitimerer samfundsstrukturens tre hovedfunktioner.

Dumézil-skolen er blevet kritiseret i de seneste årtier. Man kan fx være skeptisk over for, om det nytter noget at beskrive strukturer over så langt et tidsrum og i et så geografisk omfattende område. En sådan beskrivelse er under alle omstændigheder en hypotese eller en konstruktion. Men skolen er stadig et fundament for de fleste forskere.

De dominerende tendenser i de sidste årtier er en videreudvikling af Dumézils teorier med en litterær strukturalisme. Her sammenligner man fx myter med andre genrer fra folkelitteraturen: sagn, eventyr, historiefortælling. Hertil er metoder fra folkloristikken og fra antropologien også frugtbare. Eller man inddrager vinkler fra semantikken i undersøgelser af mytiske fortællingsforløb eller rituelle strukturer. De internationale hovednavne i religionsfænomenologi mv. er her Mircea Eliade, Arnold van Gennep, Claude Lévi-Strauss, Victor Turner og Mary Douglas. Inden for nordisk mytologi er disse metoder synlige i bl.a. to større fremstillinger, australieren M. Clunies Ross’ værk Prolonged Echoes, 1-2,1994-98, og Jens Peter Schjødts Initiation, liminalitet og tilegnelse af numinøs viden, 2004.

En række forskere kan vanskeligt placeres i nogen af hovedskolerne. Vilh. Grønbech har benyttet en indfølende, kulturkritisk vinkel. Flere nordiske forskere, bl.a. Folke Ström og Gro Steinsland, har undersøgt myter (og riter) ud fra teorien om det hellige bryllup og det sakrale kongedømme. Morten Warmind bruger religionssociologisk metode, bl.a. i undersøgelse af asatroen i dag. Preben Meulengracht Sørensen har arbejdet bevidstheds- og samfundshistorisk med temaer fra den norrøne litteratur, ikke mindst sagaerne.

Hvad angår sagaforskningen, har markante skred i hovedopfattelsen også fundet sted. Det gælder især opfattelsen af sagaerne som historisk korrekte eller som "gode historier", altså som non-fiktion eller fiktion. Som det er tilfældet i religionsforskningen, synes et midterstandpunkt i dag at dominere: Sagaerne kan på den ene side rumme oplysninger, som er historisk ukorrekte, og som er led i en konstruktion, der litterært minder om en romans. På den anden side kan de sagtens samtidig udsige noget centralt om to perioders livsholdninger: Dels den periode, handlingen foregår i, dels den periode, hvor teksten er nedskrevet/blevet til. På samme måde som fx Snorres og Saxos værker også har en dobbelthed af fortid og samtid. Forskningen må netop spændes ud mellem disse to størrelser.

De nordiske myter og sagn har en lang udgivelseshistorie i Danmark. Det gælder både videnskabelige udgaver af originalteksterne, oversættelser til dansk og mere eller mindre frie genfortællinger af både prosamyter og sagn, eddapoesien og sagaerne.

Der er et eksempel på, at en tekst er blevet oversat mere end tyve gange til dansk; det er eddadigtet Vølvens Spådom, som særlig har udfordret oversættere, heriblandt flere digtere, og oversættelserne går fra den videnskabelige til den ganske frie og personligt tonede. Også myterne i Snorres Edda og heltesagnene i Saxos Danmarkskrønike er gået gennem et stort antal af oversættelser af mere eller mindre fri art, herunder også udgivelser, der henvender sig til børn.

Den første bogudgivelse var Christiern Pedersens grundlæggende udgave af Saxos værk i den latinske originaltekst, trykt i Paris 1514. Den første oversættelse til dansk af Saxo var Anders Sørensen Vedels fra 1575. Snorres "Kongesaga" (dvs. Heimskringla) blev oversat af den norske præst Peder Clausen og udgivet af Ole Worm i 1633; Ole Worm var samtidig den første egentlige runeforsker og udgav 1650 både leksikon og grammatik dertil. Eddadigtene kom første gang (dog kun Vølvens Spådom og Hávamál) i en udgave ved Peder Hansen Resen i 1665; det var en udgivelse med originaltekst og oversættelse til latin. Resen udgav s.å. Snorres Edda i original, ledsaget af både dansk og latinsk oversættelse. Indsamlingen af de islandske håndskrifter til forvaring i Danmark blev afsluttet ca. år 1700 af Árni Magnússon, og den såkaldte Arnamagnæanske Håndskriftsamling dannede derefter rammen om studiet af de gamle tekster. I 1779 kom en samlet udgave af eddadigtene ved Den Arnamagnæanske Kommission, og B. C. Sandvig udgav 1783 den første danske oversættelse af Vølvens Spådom og Hávamál.

Grundtvig udgav to forskellige bøger med titlen Nordisk Mytologi (1808 og 1832); begge rummer bl.a. genfortællinger af mytestoffet. I årene 1818-23 oversatte han tre hovedværker til dansk: Saxos Danernes Bedrifter, Snorres Heimskringla og det oldengelske epos Bjovulf.

Fra romantikens periode stammer også den første større oversættelse af de islandske sagaer, N. M. Petersens Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude, 1839-44. I danske historiebøger fra disse årtier står ofte fyldige afsnit om old- og sagnhistorien; stor indflydelse havde her A. Fabricius’ Illustreret Danmarkshistorie for folket fra 1854, også i kraft af dette værks nytegnede illustrationer af bl.a. Lorenz Frølich.

I 1900-tallet kom bl.a. en ny oversættelse af Heimskringla ved Hans Kyrre og Johannes V. Jensen, 1948; et stort udvalg af islandske sagaer i det monumentale trebindsværk De islandske Sagaer, 1930-32; en videnskabelig oversættelse af eddadigtene af Martin Larsen i Den ældre Edda og Eddica minora, 1943-46, der stadig er det danske standardværk (kan for Vølvens Spådoms vedkommende suppleres med Preben Meulengracht og Gro Steinslands oversættelse og introduktion, 2001). Thøger Larsen oversatte både (en del af) eddadigtene og Snorres Edda i 1928. En ny oversættelse af Snorres Edda med videnskabelige kommentarer ved Kim Lembek og Rolf Stavnem udkommer 2011. Bjovulf findes i en videnskabeligt funderet oversættelse ved Andreas Haarder, 1984. Saxo er kommet i en ny videnskabelig udgave ved Karsten Friis-Jensen, 2001, med tilhørende oversættelse af Peter Zeeberg, 2000. En lang række sagaer findes som enkeltbind i velkommenterede nye oversættelser, fx Gisles Saga og Laxdæla Saga.

I de seneste par generationer er mange genfortællinger blevet udgivet, til dels beregnet for børn. Saga-genfortællinger har bl.a. Keld Belert og Keld Zeruneith leveret. Vølvens Spådom fik en kønsrollebevidst version af Suzanne Brøgger, 1994/2002. De danske heltesagns klassiske udgivelse er stadig Axel Olriks Danske Heltesagn med Lorenz Frølichs lige så klassiske tegninger; den er fra år 1900, men er kommet i talrige udgaver siden da.

Flere genfortællinger rummer såvel de nordiske myter som de nordiske og danske heltesagn. Det gælder fx Vilh. Grønbechs Nordiske Myter og Sagn, 1927, med illustrationer af Ernst Hansen, Niels Saxtorphs Nordiske gude- og heltesagn, 1992, illustreret af Jørgen Hahn, og Ole Pedersens Nordiske guder og sagnhelte, 1986, med illustrationer af Lene Hahne. Andre "nøjes" med mytestoffet, fx Ole Restrups Odin og Tor, 1953, illustreret af Ib Spang Olsen, Hans Povlsens Nordiske Gudesagn, 1963, og Villy Sørensens Ragnarok, 1982, illustreret af Andy Li Jørgensen. En omfattende gendigtning af mytologi og sagahistorie, på vers, er Vagn Lundbyes Det nordiske testamente 1-3, 2007.

Internationalt ser videnskabelige udgaver af originalteksterne løbende dagens lys. De vigtigste udgivelseslande har været Danmark, Island, Norge og England. I de allerseneste år er en omfattende udgivelse af skjaldedigte under forberedelse med fem kvindelige hovedredaktører fra fem forskellige lande: Island, Tyskland, USA, England og Australien.

De nordiske myter og sagn har haft et langt og broget efterliv.

1) Litterær og kulturhistorisk inspiration. På en måde kan man sige, at virkningshistorien begynder allerede i 1200-tallet. I Danmark står Saxos nationalhistoriske Danmarkskrønike som indledningen heraf. I Island opstod en antikvarisk interesse i fristatens sidste årtier; den gav sig udslag i Snorres omfattende virke og i nedskrivningen (og måske i skabelsen) af et væld af sagaer. Indsamlingen af gamle håndskrifter i de følgende århundreder afspejler datidens store interesse for den norsk-islandske fortid.

I de første tre århundreder efter bogtrykkerkunsten, dvs. ca. 1500 til ca. 1800, er Christiern Pedersen, Anders Sørensen Vedel, P. H. Resen, Ole Worm, P.-H. Mallet og P. F. Suhm blandt nøgleskikkelserne. Christiern Pedersen sørgede for den første udgave af Saxo, 1514. Sørensen Vedel stod for den første oversættelse af Saxo til dansk 1575. Snorres Heimskringla (Norske Kongers Chronica) forelå på dansk i 1539 og blev igen i 1633 udgivet af Ole Worm med en fortale. Disse udgaver var udslag af renæssancehumanismen og af en begyndende "oldnordisk renæssance", der også manifesteredes i Worms kæmpeværk om danske (og norske og gotlandske) runemonumenter, Danicorum monumentorum, 1643.

Ludvig Holberg skrev og udgav en stor Danmarkshistorie, 1732- 35, men han opfattede ikke de nordiske myter og de danske sagn som interessant stof, snarest som barnagtige eventyr. Ganske kort efter Holbergs død udgav den herboende schweiziske historiker P.-H. Mallet dels en Danmarkshistorie, dels en bog (på fransk) om mytologien hos de "gamle skandinaver". Bogen gjorde nordisk mytologi kendt i en større verden og byggede på Montesquieus klimateori (at de barske livsforhold har betydning for udviklingen af et hårdført folk); det hårdføre som kulturtræk blev herefter et nordisk særkende.

Historikeren P. F. Suhm udgav 1771 det første skrift på dansk med en samlet fremstilling af den førkristne religion, Om Odin og den hedenske gudelære. Den gav Johannes Ewald stof og lyst til at skrive det første store drama om den nordiske forhistorie og mytologi, Balders Død, 1775. Genren dyrkedes siden hen i stort omfang af Oehlenschläger og andre romantiske forfattere. Suhm skrev også syv fortællinger med nordisk motiv; de var litterære pasticher, der dannede skole for senere sagapasticher, kendt især fra Oehlenschläger (Vaulundurs Saga, 1805), men også i varierede former som fx den historiske roman hos B. S. Ingemann. Oehlenschläger brugte både Resen og Sandvig som inspiration for sin egen nordiske raptus.

Sagaudgaver og sagaoversættelser kom i spredt fægtning i årtierne på begge sider af år 1800. De kulminerede med den store udgivelse ved N. M. Petersen 1839-44, Historiske Fortællinger om Islændernes Færd ude og hjemme. Den særlige kantede, korthugne sagastil er genkendelig langt frem i tiden, mest markant hos Johannes V. Jensen. Digteren og litteraturprofessoren Carsten Hauch var den første, der – midt i 1800-tallet – tolkede sagaerne som kunstværker og ikke som historiske fremstillinger; han opfattede sagaerne som primært romaner.

Fra slutningen af 1700-tallet og i det meste af 1800-tallet var interessen for begrebet folk og dermed også de folkelige genrer som sagn, eventyr og viser markant. En række – også videnskabelige – udgaver af folkedigtningen blev til som resultat af interessen. Men der fandt også en omfattende overføring sted af de folkelige fortælleelementer til kunstdigtningen, i Danmark hos ikke mindst H. C. Andersen og Steen Steensen Blicher. Der kan næppe nævnes den digter i den romantiske periode, der ikke var påvirket af folkelitteratur og -kultur.

Den romantiske periode ca. 1800-70 er på alle måder central i virkningshistorien. I 1799 udskrev Københavns Universitet en prisopgave om nordisk mytologis anvendelighed for digtekunsten. Opgaven besvaredes bl.a. af Adam Oehlenschläger. Det gav ham blod på tanden til de skelsættende universal- og nationalromantiske værker i de følgende årtier, indledt med romantikkens "programdigt" Guldhornene. I 1821 udskrev "Det skandinaviske Litteraturselskab" en konkurrence om tegninger med motiver fra nordisk mytologi, hvor bl.a. billedhuggeren Freund blev præmieret. Det ansporede ham til den kæmpemæssige Ragnarok-frise på Christiansborg Slot. Og i 1844 holdt kunsthistorikeren N. L. Høyen en forelæsning "Om Betingelserne for en skandinavisk Nationalkunsts Udvikling", hvor han lagde vægt på, at de nordiske myter og sagn er for intet at regne, hvis ikke man ser sammenhængen mellem deres landskaber og de nuværende og ser, at "de gamle Guders og Heltes Træk ere nedarvede paa Nutidens Sønner". I disse tre eksempler har man nationalromantikken, skandinavismen og den hovedtanke om det folkelige fællesskab, der kort efter førte til et egentligt folkestyre.

Også N.F.S. Grundtvig har folket som kernebegreb. Han er sammen med Oehlenschläger den enkeltperson, der har haft størst betydning for dansk brug af mytologien. Grundtvig opfatter myterne som sindbilleder, symboler, på nutidige forhold. Mytologiens kampe mellem aser og jætter udspilles også nu, mellem "dødbidere" og "livsoplysere". Grundtvig er ideologen bag en central folkelig bevægelse fra ca. 1850 og fremefter: højskolen. På højskolerne bruges mytefortællingen og -fortolkningen i foredrag og undervisning til at "oplyse" eleverne til at blive sig selv som danske, nordiske og kristne. De hedenske myter og det kristne budskab står ikke imod hinanden, men i naturlig forlængelse. Og myterne bruges allegorisk og overføres direkte på den enkeltes livssituation.

På den enkeltes livssituation – og på hele Danmarks – overføres myterne også i Besættelsestiden 1940-45. Nazismen og dens danske sympatisører misbruger den germanske fortid i en idé om de ariske folks overhøjhed. Den danske folkelige modstand opfatter mytologisk nazisterne som jætter og Fenrisulve, der i alle henseender skal bekæmpes med det frie ord og med asernes våben. I dansk åndsliv spiller – i denne sammenhæng – to skikkelser en hovedrolle: religionshistorikeren Vilhelm Grønbech og forfatteren Martin A. Hansen, der begge "besinder sig på" vores nordiske fortid og "folkeæt" i store bevidsthedshistoriske værker.

"Fenrisulve" og deres "dødbideri" stiger atter engang frem i tiden omkring 1970, nu som EF og det forstenede, etablerede samfund. Ungdomsoprørets modvægt dertil er måske nok stadig Thors hammer, men i lige så høj grad den frodige Freja, hvis altomfattende kærlighed burde kunne forvandle forsteningen til en "by der er blød som en krop". En hovedfigur i det projekt var Ebbe Kløvedal Reich. Også i Villy Sørensens fortolkning spiller vanernes fredsbudskab en rolle, som et alternativ til koldkrigernes ideologi, der i hans mytegenfortælling fører til Ragnarok (1982).

De mange genfortællinger af de nordiske myter og af de nordiske og danske sagn kan have påvirket den så populære fantasy-genre i de sidste årtier. Påvirkningen kan også gå den modsatte vej. Er fx Lars-Henrik Olsens mytologiske romaner om Erik Menneskesøn fra 1980’erne og hans Nordiske heltesagn og Nordiske vikingesagn, 2004, ikke opstået pga. det blomstrende fantasy-miljø i børne- og ungdomskulturen? Peter Madsens store tegneserie-serie om myterne, Valhalla, fra de tre sidste årtier, er vel på samme måde både påvirker og påvirket.

Også i undervisningen er myterne i brug, fx er der i de sidste par årtier udkommet hele fem bøger til religionsundervisningen i gymnasiet med nordisk mytologi og tankeverden som emne: Koefoed/Warmind: Old var årle, Leif Carlsen: Nordisk religion, Bjarne Troelsen: Nordisk bondereligion, Uffe Hartvig Larsen: Vikingers tro og tanke og Meulengracht Sørensen/Steinsland: Før kristendommen. Digtning og livssyn i vikingetiden. Som eksempel på den folkelige formidling kan også nævnes Ole Pedersen (red.): Livstydning i den nordiske mytologi, 1987, der er en Grundtvig-inspireret perspektivering af tre aspekter ved de nordiske myter og sagn: historisk-politisk, religiøs- mytologisk og sproglig-æstetisk.

En række af vore skønlitterære forfattere i de sidste tiår er plukvis inspireret af mytologien; det gælder fx Peter Seeberg (Frode-sagnet), Suzanne Brøgger (Vølvens Spådom, brugen af Sejd som titel på en bog), Klaus Høeck (en digtsamling, der hedder Yggdrasil) og Janne Teller i den fabulerende roman Odins Ø. Flere digtere har også rejst i og skrevet bøger om de gamle sagalandskaber i Island, fx Martin A. Hansen, Poul Vad og Keld Zeruneith.

En tilsvarende stor og stadig interesse for det norrøne stof ses også i Norge og Sverige – og naturligvis Island.

2) Kunsthistorie

Billedkunst fra oldtid og vikingetiden. De tidligste billedfremstillinger, vi har kendskab til fra det nordiske område, er helleristninger på sten og klipper. Fra stenalderen findes helleristninger med jagtscener som motiv, og fra bronzealderen ses især skibe, solbilleder og religiøse processioner. Bronzealderens billeder er tydeligvis frugtbarhedsrituelle med falliske symboler. Blandt fundene kan også nævnes Solvognen fra Trundholm.

Fra sen jernalder kendes de små amuletter, guldbrakteater og guldgubber. Sandsynligvis gengiver de scener med Odin og hans hest, Balders død og et kærlighedspar, der kunne være Frej og Gerd.

I tiden fra ca. 400 e. Kr. og til og med vikingetiden udvikles en særpræget nordisk dyreornamentik, der bruges som motiv på mange materialer. Ornamentikken gøres efterhånden så abstrakt, at det er vanskeligt at skelne præcise dyr eller fabeldyr, og dyrene kan gribe fat i hinanden eller sig selv, de såkaldte gribedyr. På de store norske skibsfund, især fra Oseberg, er dyreornamentikken udviklet til decideret stor kunst, ikke mindst på dyrehovedstolperne. Dyreornamentikken er også i brug på kristne arbejder, særlig kendt på den store Jellingsten og på relieffer på de norske stavkirker. Det er også vanskeligt at afgøre, hvornår dyrene er dæmoniske og hvornår beskyttende. Den abstrakte dyreornamentik har bl.a. påvirket maleren Asger Jorn og andre i Cobra-gruppen omkring 1950.

På runesten kan der være både skrift og billeder. Noget af det fornemste og tydeligst mytologiske, man har, er de såkaldte billedsten, især fra Gotland, fra perioden ca. 400-1100. Her ser man i stedet for den skjaldedigtslignende artistiske dyreornamentik mytelignende billedfortællinger i friser eller tegneserier. Billederne synes primært at gengive begravelsesriter. Den døde føres på hest eller skib til dødsriget og bydes velkommen med et bæger. Men også kendte myter fremstilles, fx Thors og Hymers fiskedræt; og af og til er det heltesagnstof, man møder, fx om smeden Vølund. Af helte har især Sigurd Fafnersbane et langt liv i kunsten, idet han indgår i kirkeudsmykninger til langt op i middelalderen. Her ses han sammen med andre djævlebekæmpere, bl.a. Sankt Jørgen.

I tidlig kristen tid fremstilles på samme tid og sommetider i samme støbeform både kristne og hedenske amuletter. De har henholdsvis korset og thorshammeren som symbol. Man kan forestille sig en vis konkurrence om, hvilken der besad størst kraft.

Inspiration fra nordisk mytologi i senere billedkunst. Som nævnt fortsætter den karakteristiske dyreornamentik op i den tidlige kristne periode. I romanske kirker, også de danske, finder man eksempler på de sammenfiltrede dyr, fx i Hørning-planken. Der er også eksempler på tydelig fallisk symbolik, ikke mindst på nogle døbefonte fra Østjylland, i den tidlige romanske kunst.

I perioden ca. 1600-1800 er de mest markante inspirationer at finde i den store monumentale og nationalt-propagandistiske kunst. Man ser påvirkningen på nogle loftsmalerier fra 1637 på Kronborg med motiver fra nordisk oldtid fra, bestilt af Christian 4. Endvidere ses den i Johannes Wiedewelts jættestuelignende Julianehøj i Mindeparken til Jægerspris Slot fra 1770’erne – inspireret af et andet haveanlæg ved Ledreborg Slot.

I de sidste årtier af 1700-tallet udvikledes også teaterillustrationer til bl.a. Johs. Ewalds nordiske dramaer, af Wiedewelt og af Nicolai Abildgaard. Abildgaard var inspireret af den begyndende romantiks optagethed af den gæliske barde Ossian. Han malede et visionært billede af Ossian, 1785. Han skabte også det første egentlige danske storværkmed nordisk mytologi: maleriet "Ymer dier koen Audhumbla", 1777.

Med nationalromantikken fra ca. 1800 tog optagetheden af den nordiske mytologi virkelig fart. De fleste malere og billedhuggere i guldalderperioden brugte nordiske motiver, og dansk landskabsmaleri udvikledes som led deri (med gravhøje osv.). Blandt malere og tegnere var især J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard (og sidenhen hans to sønner, Joakim og Niels) og Lorenz Frølich inspireret af det nordiske og af danske landskaber. Blandt billedhuggerne indtog H. E. Freund en særstilling med sine suggestive, næsten psykologiske gudeskulpturer. Også bogillustrationskunsten tog nordiske motiver op, mest kendt illustrationerne til A. Fabricius’ Danmarkshistorie, 1854. National-romantikken fik endnu et tilskud i 1840’ernes skandinavisme. I illustrationskunsten veg den klassicistiske stil efterhånden for en nordisk, som kan kaldes en "bondestil".

Omkring år 1900 fik dyreornamentikken endnu en renæssance i det historicistiske kunsthåndværk. Nordiske elementer slog igennem i snart sagt alle former for kunstindustri. Inspirationen er synlig også i besættelsestiden, både i nazimedløberes dyrkelse af det "ariske" og i den danske modstands brug af netop det "ægte" nordisk-nationale som modvægt til nazismen.

I de sidste ca. 50 år er den nordiske motivverden indgået i en ofte mere diffus brug og nyfortolkning i modernisters og postmodernisters værker. Nævnes kan Henry Heerups primitivisme i malerier og stenskulpturer, Cobra-kredsens, især Asger Jorns, brug af magiskmytologiske motiver i et fabelpræget abstrakt univers og Bjørn Nørgaards arbejder, ikke mindst hans gobelin om vikingetiden i riddersalen på Christiansborg Slot.

Bogillustrationer til udgaver af de nordiske tekster eller genfortællinger af dem har ynglet i de sidste årtier. Blandt de fornemste er Sigurd Vasegaards illustrationer til Saxo og Vølvens Spådom, Ib Spang Olsens til Ole Restrups genfortællinger Odin og Tor, 1953, og Ernst Hansens til Grønbechs Nordiske Myter og Sagn, 1941. Men ikke mindst Frølichs, Constantin Hansens og Louis Moes tegninger er af en sådan kvalitet, at de til stadighed genbruges. Med tegneseriemediet (og tegnefilmen) er en ny billedkunstgenre opstået, især dyrket med succes af Peter Madsen i hans store Valhalla-serie fra 1979 og fremefter.

3) Musik. Fra oldtid og middelalder er det særdeles lidt, man ved om musik i Norden. Man har fundet ca. 60 blæseinstrumenter, de såkaldte lurer, fra bronzealderen, flest i Danmark. Men brugen af dem er usikker; sandsynligvis har de haft kultisk funktion. Fra middelalderen er overleveret et par vers: "Drømte mig en drøm i nat /om silke og ærlig pæl", skrevet med runeskrift i et dansk håndskrift og ledsaget af nodeangivelse (fra 1931 til 2000 brugt som pausesignal i Danmarks Radio).

Til gengæld myldrer det med nordisk tonet musik i efterlivet, især fra romantikken og fremefter. Man taler direkte om en "dansk tone", der vel kan karakteriseres som pastorale pasticher. Disse knyttes sammen med tekster, der har handling eller motiv fra oldtid, middelalder eller er farvet af det danske landskab og den danske almuekultur. Det kan dreje sig om operaer eller syngestykker, fx Johan Ernst Hartmanns musik til Johannes Ewalds Balders Død, 1779, og C.E.F. Weyses musik til J.L. Heibergs festspil Elverhøi, 1828. Der kan også være tale om rene musikværker som Niels W. Gades Efterklange af Ossian, 1840, og Elverskud, 1854; eller danske fædrelandssange og romancer med folkeviseefterligninger. Et sent eksempel på denne musikform finder man i Fini Henriques’ musik til Holger Drachmanns melodrama Vølund Smed, 1896, der også blev omarbejdet til en opera 1939-40.

Den danske sangskat med nationalt, folkeligt vækkende tilsnit og med elementer fra den tidlige danske historie møder man ikke mindst i Folkehøjskolens Sangbog, første gang udkommet 1894. Her kommer også melodier af bl.a. Carl Nielsen og Oluf Ring efterhånden med. Den nyeste klassiske musik i Danmark er stort set gået andre veje; dog kan nævnes Per Nørgårds optagethed af, hvad han kalder det "nordiske sinds univers".

Også de øvrige nordiske lande har skabt eller videreudviklet en særlig folkelig tone af umiskendelig nordisk art. Den kan høres hos en række særdeles forskellige kunstnere. Nordmanden Edvard Grieg har en udpræget interesse for folkemusik, som kommer til udtryk i hans "norske fjeldmelodier", 1853ff. Den dansk-norske visesanger Birgitte Grimstad synger folkeviser og folkesange. I Sverige findes en højtudviklet visetradition; nævnes kan her den svensk-nederlandske visesanger Cornelis Vreeswijk, der fx synger om et overnaturligt væsen som "näcken" (nøkken) i visen "Felicia är död". I den norske jazzsaxofonist Jan Garbareks horn er der en umiskendelig fjeldtone, og en nordisk folkemelodi klinger hos den svenske jazzpianist Jan Johansson. Islandske Björks sange får midt i al elektronikken på mirakuløs vis islandske landskaber og sagn til at stige frem.

Den tyske komponist Richard Wagner har dyrket de germanske myter og sagn og germansk ånd i sit store muskdrama om Ringen.

Den opblomstring af folkesange, der fandt sted i forlængelse af 1968, rummer også elementer, der rækker helt tilbage til den folkelige tradition i kølvandet på middelalderballaderne. Grupper fra beatrock-miljøet har brugt nordiske navne som "Bifrost", "Sorten Muld", "Sort Sol", "Hyldemor" og "Fylgja", jævnfør også skuespilkollektivet "Solvognen".

Hvordan har en lur lydt og i hvilken sammenhæng? Man ved det ikke præcist. I vore dage kan den bl.a. bruges som varemærke for dansk smør og som fanfare til reklameblokken i danske biografer: En flok ungmøer i lette gevandter, som var de Egtvedpiger fra bronzealderen, trutter i horn og kalder til kamp – om kunderne.