Eyrbyggja Saga, ('Sagaen om beboerne på Øre'), islandsk slægtssaga med skildring af nordmanden Thorolf Mostrarskægs landnam (dvs. bosættelse i Island) ca. 900. Hjemme i Norge rådspørger han først guden Thor - sandsynligvis ved en slags orakel - om han skal udvandre. Han bryder sit hov (dvs. kultsted) ned, og da han nærmer sig Island, kaster han højsædestøtterne overbord og bosætter sig det sted, hvor de driver i land. På sin nye gård, Hovstad, opretter han et nyt hov, som skildres detaljeret, herunder også hvordan et blót foregår.

Et andet afsnit handler om vanhelligelse, nemlig om hvordan en stor konflikt bryder ud mellem to familier, fordi den ene familie insisterer på at forrette sin nødtørft på et område, som af den anden familie anses for at være helligt, og hvorpå det lokale ting afholdes. Striden ender i forlig: Et nyt godedømme oprettes, og man skal for fremtiden gå langt ud på et skær, Dritskær (= Skideskær), for at forrette sin nødtørft.

I skildringen af hovet drager sagafortælleren sammenligninger med indretningen af sin samtids kirker. Tekstens værdi som kilde til hedensk gudsdyrkelse er højst usikker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig