Fenja og Menja

Da Ålands postvæsen 2004 bidrog til det fællesnordiske frimærketema Nordisk Mytologi, blev de to jættekvinder ikke vist i deres ansigts sved ved kværnen. Kunstneren Juha Pykäläinen tegnede derimod de unge og stærke trælkvinder i en mere afslappet situation og den ene med en klump glimtende guld i hånden. Byline: © Juha Pykäläinen/Posten på Åland

.

Artikelstart

Fenja og Menja, to jættekvinder, der bl.a. omtales i eddadigtet Grottesangen og i Snorres Edda. Snorre vil forklare kenningen "Frodes mel" og fortæller, at den danske kong Frode købte de to trælkvinder af den svenske kong Fjølner, for at de med deres jættekræfter kunne male på den magiske kværn Grotte. Han satte dem til at male guld på kværnen, og en fredens og lykkens guldalder indtrådte, Frode-freden. Men Frode gik over gevind og ville have dem til at male nat og dag. Som hævn sang og malede de en hær frem, der dræbte Frode og satte en stopper for den gyldne tid.

Motivet udnyttes i slutningen af Johannes V. Jensens roman Kongens Fald, 1899-1901, hvor Fenja og Menjas møllesang handler om tidens ubønhørlige gang og bliver en uudholdelig "søndermalende stenlyd" og "splintrende kværnsang" inde i hovedet på den døende Mikkel Thøgersen, bogens hovedperson.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig