Frode Fredegod

Frode Fredegod, dansk sagnkonge af skjoldungernes æt. I hans regeringsperiode skulle der have været en så omfattende fred, at man taler om frodefreden. I den var der en slags ny guldalder. Frugtbarheden viste sig ved overflod af korn, og freden viste sig ved, at en guldring kunne ligge i årevis på vejen, uden at nogen tog den.

Frode skildres i forskellige varianter af Snorre, i hans Edda og Ynglingesaga, og hos Saxo. Både Snorre og Saxo fører begivenhederne tilbage til tiden omkring Jesu fødsel og danner dermed en parallel til Romerrigets fred på kejser Augustus´ tid, Pax Augustana.

Frugtbarhedsaspektet understreges af, at Ynglingesaga sætter lighedstegn mellem Frode og Frej. Der kan have været tale om et sakralt kongedømme, hvor kongen ved at optræde som guden i kulten har været garant for landets frugtbarhed. At man har tillagt kongen særlige kvaliteteter viser en ejendommelig skildring hos Saxo: Kong Frode er død, men hans mænd lader som om, han stadig er i live, og de kører ham rundt i en vogn i riget. Men da liget går i opløsning, må de lægge ham i en gravhøj på kongelig vis.

En anden udspaltning af Frode-skikkelsen ses hos Snorre og i eddadigtet Grottesangen: Kongen er blevet umættelig efter guld. Han sætter et par jættekvinder, Fenja og Menja, til at male guld på kværnen Grotte; derfor bruges kenningen "Frodes mel" om guld, forklarer Snorre; men da de skal male dag og nat, maler de til sidst en hær frem, som slår kong Frode ihjel.

Tolkien har i Ringenes Herre, 1954, udnyttet en del af dette sagnstof.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig