Gunlød, datter af jætten Suttung. Snorres Edda fortæller, at hun vogtede skjaldemjøden. Men det lykkes Odin i slangeham at komme ind gennem et hul i bjerget; han ligger tre nætter hos hende, og hun giver ham derfor lov til at tage tre slurke af mjøden. Med tre kæmpeslurke tømmer han de tre mjødkar og flyver nu forfulgt af Suttung - begge i ørneskikkelse - tilbage til Asgård, noget gumpetung af den kostbare drik.

Gunlød omtales også i eddadigtet Hávamál. Betydningen af hendes navn, "Indbydelse til kamp", kunne placere hende blandt valkyrierne, jævnfør at disse i Valhal forsynede einherjerne med mjød.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig