Helge Hjørvardsson, sagnhelt, der optræder i et eddadigt på 44 strofer. Heltekvadet bygger på ældre sagnstof eller på en efterligning af sagn og digte om Helge Hundingsbane. Der er mange eventyrtræk i teksten, forvandlinger, uhyrer, dyr, der taler osv.

Helge er søn af kong Hjørvard og den underskønne Sigrlin, datter af kong Svafner. Helge er tavs som ung mand, men ni valkyrier opsøger ham, blandt dem Svava, som han får et forhold til. Hun fortæller ham, hvor et magisk sværd er gemt, og hun hjælper ham i krig ved at ride i luften over ham. Helges bror Hedin aflægger et løfte om, at han vil ægte Svava. Der er lagt op til et broderdrama. Men det går mere høvisk til, idet Helge falder i et slag og som sit sidste ord beder Svava om ikke at hengive sig til sorgen, men gifte sig med Hedin. Hedin lover at hævne sig på sin brors banemand. Digtets tema er forsoning, mådehold og resignation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig