Hymer

Artikelstart

Hymer, Hymir, jætte, der omtales i eddadigtet Hymiskviða og i Snorres Edda. Myten om Thors og Hymers fisketur for at fange Midgårdsormen ude på det store hav findes i forskellige versioner:

I Hymiskviða fortælles først om, at Thor og Tyr henter en stor bryggerkedel hos jætten. Det er den kedel, som skal bruges til asernes gilde hos havguden Ægir, en scene der udfoldes i eddadigtet Lokasenna. Hymer tager noget vrissent imod Thor og Tyr, men giver dem dog et måltid, bestående af tre tyre, hvoraf Thor æder de to. Næste dag skal de på fisketur, og som madding bruger Thor et tyrehoved, som han vrider af Hymers sorte tyr. De ror langt ud, og Midgårdsormen bider på. Thor slår den i hovedet med hammeren, så fjeldene drøner. Jætten er ikke glad derved. Da de kommer i land, sætter jætten Thor på flere styrkeprøver. En af dem er at løfte bryggerkedlen, som Thor sluttelig bærer på hovedet hjem til aserne, forfulgt af jætteyngel, som han kvaser med sin hammer. Nu kan "asflokken drikke/kosteligt bryg/kolde dage".

Digtet er på 40 strofer, meget eventyrpræget og episodisk. Det kan minde om et skjaldedigt af den type, der skildrer billeder på et skjold eller på en væg i en hal (fx Húsdrápa). Ejendommeligt er det, at Tyr opfattes som Hymers søn i digtet. Hvis det er tilfældet, er der tale om et ægteskab mellem en jætte og en gudinde (asynje). En sådan relation er ellers på det nærmeste tabu; dog er der også en forbindelse mellem asynjen Gefion og en jætte.

Snorre fortæller en af sine bedste myter om fiskeepisoden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig