Midgård, den del af verden, hvor menneskene bor. I Snorres Edda dannes Midgård af jætten Ymers øjenbryn til værn mod jætterne, der holder til i Udgård. Borgen går rundt om Jorden, og jætterne bor ude ved det dybe hav. Det norrøne ord Miðgarðr betyder "gærdet" eller "borgen i midten", dvs. i midten af verden eller midt på Jorden.

I Midgård skabes og lever det første menneskepar, Ask og Embla, og deres efterkommere. I Midgård ligger også gudernes bolig, Asgård, som er "en borg midt i verden". Midgård er den ordnede verden, kosmos, der hele tiden trues af kaotiske kræfter, jætterne og deres dæmoniske yngel, især Midgårdsormen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig