Njals Saga

.
.

Artikelstart

Njals Saga, den største og mest brogede og mangfoldige af islændingesagaerne, skrevet ca. 1280. Det er en skæbnetragedie, hvor konflikt og hævn mellem Njal og Gunnar og deres slægter er i centrum. I det store persongalleri beskrives forskellige typer: masser af deciderede skurke, men også den hedenske helt af den gamle skole, bundet af slægtsære, og den forligssøgende, milde skikkelse, påvirket af kristendommen. Njal selv er en "blød" mand, fredsommelig og god, men fanget i et skæbnemønster af eskalerende blodhævn. Han kan ikke som Sidu-Hall optage kristendommens idealer i sig som en selvfølge. Hedenske og kristne dyder er sat op over for hinanden. Sagaen rummer en lang redegørelse for kristendommens indførelse i Island år 1000, men også stykker med hedensk kolorit. Der er afsnit om valkyrier med digtet Spydsangen, der er beskrivelser af templer og gudebilleder, og der er ikke mindst en skildring af Gunnar af Hlidarendis ophold som dødning i sin gravhøj:

"Da så de, at højen stod åben, og at Gunnar havde vendt sig i den og sad og så mod Månen. De syntes, de så fire lys brænde inde i højen, men ingen af dem kastede skygge. Gunnar var glad, kunne de se, hans åsyn strålede". Her er den sædvanlige gravgyser afløst af en poetisk fredfyldthed.

Da Njal og hans sønner er blevet brændt inde på deres gård, følger der år 1011 en lang beretning om rettergangen på Altinget. Til sidst drager de yngste skud på de to slægtsstammer på pilgrimsfærd til Rom, dog hver for sig, og begge får syndsforladelse af paven. Slægterne gifter sig ind i hinanden. Nye tider er måske på vej.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig