Nornegæst, hovedperson i en fortælling, der findes i Olav Tryggvasons Saga i Flatøbogen. Han er en gammel vandringsmand, der som gæst underholder kongens mænd, og selv forklarer sit navn sådan: Ved hans vugge havde de tre norner spået ham en glorværdig fremtid, men den ene tilføjede, at hans liv ville ende, når det tændte lys ved vuggen brændte ned. Det blev derfor straks slukket, og han bar det med sig hele livet. Han bliver ved kong Olavs hof og lader sig døbe. Mæt af dage tænder han selv en dag sit lys og dør, 300 år gammel, da det brænder ned.

Det 3. bind af Johannes V. Jensens Den lange Rejse hedder Norne-Gæst, 1919; forfatteren lader ved fødslen Gæst blive spået af tre vølver (en parallel til de tre norner). Norne-Gæst foretager en lang rejse i tid og rum og bind for bind i romanrækken, idet han optræder i stadig nye inkarnationer fra stenalder til vikingetid. Herved ligner han en anden mytisk figur fra sagnverdenen, Starkad.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig