Olav Tryggvason, norsk konge 995-1000. Han skildres i en kongesaga, Olav Tryggvasons Saga, der især er kendt fra Snorres version i Heimskringla. Olav skildres heri som en nidkær kristen, der ønsker at udbrede den nye religion i Norge og Island. En malende skildring har man i stykket om hans besøg i et gudehov i Trøndelagen: Trønderhøvdingene er ivrige blótdyrkere. Da kongen holder en tale for dem og byder dem at lade sig kristne, svarer de ham med en bøn om, at han vil blóte i deres hov, "som kongerne her i landet har gjort før dig". Han går ind i hovet, men smadrer et Thorsbillede med sin økse, "så guden ramlede ned af stolen", og udenfor slår hans mænd trønderfolkenes leder ihjel. Bønderne lader sig nu døbe, og Olav tager gidsler med fra dem, for det tilfælde at de skulle falde tilbage til den gamle religion.