Ragnarok (i eddadigte)

Ragnarok, ('Gudernes Skæbne'), den centrale forestilling om verdens undergang. Denne eskatologiske begivenhed er mest udførligt omtalt og skildret i eddadigtene Vølvens Spådom og VafÞruðnismál samt i Snorres Edda.

Ragnarok indledes med Balders død og med en mægtig vinter, fimbulvinteren. Forud er gået et moralsk kaos, hvor aserne har begået edsbrud. Dette fører tiI et kosmologisk kaos: Aser kæmper mod jætter, Odin mod Fenrisulven, Frej mod Surt og Thor mod Midgårdsormen. Blodbadet er altomfattende, Solen sortner, Jorden synker i havet, alt brænder, verden går under.

Ifølge Vølvens Spådom er Ragnarok dog ikke den endegyldige ødelæggelse: Jorden skal genopstå, guder og mennesker skal færdes på ny. Et paradisisk sted, Gimle, findes for de særlig skyldfri. I én version af digtet optræder en gud, som er hersker og dommer, "den store styrer", et motiv som Snorre ikke har med. Der er flere forskelle på Snorre og vølvedigtet; fx nævner Snorre, at Tyr kæmper mod helvedshunden Garm, og Lokes rolle og andel i undergangen varierer. Digtets uhyggelige afslutning om dragen Nidhug bruger Snorre heller ikke.

Ragnarok og især den nye Jords opståen har ledt mange forskeres opmærksomhed i retning af kristendommens apokalyptik (dvs. skildringerne i Johannes' Åbenbaring, det sidste skrift i Det Nye Testamente). Gimle skinner som guld lige som "det nye Jerusalem", og "den store styrer" kan være påvirket af Kristus som herre og dommer. Et andet spørgsmål er, om der er tale om en cirkulær (evig gentagelse) eller en lineær (historisk) opfattelse af genkomsten. Om det er den endegyldige genkomst, eller om den nye verden blot er begyndelsen til et nyt kosmologisk forløb med faserne: skabelse, guldalder, konflikt, kaos, Ragnarok - og ny skabelse. Kristen påvirkning er der sikkert tale om, men det betyder ikke, at kernen i teksterne er kristen.

Betydningen af det norrøne ord ragnarǫk er "gudernes skæbne eller dom"; ragna er en genitivsform af regin, "guder", og rǫk betyder "dom" eller "skæbne". Men Snorre bruger en anden betegnelse, som er etymologisk ukorrekt: ragnaroekr, "gudernes tusmørke". Det er denne tydning af ordet, som Richard Wagner brugte, da han kaldte den afsluttende del af sit musikdramatiske storværk Nibelungens Ring for Götterdämmerung, "gudernes tusmørke". Den samtidige tyske filosof Friedrich Nietzsche gør nar ad Wagner i sit lille skrift Götzendämmerung, 1889, "Afgudernes Ragnarok".