Rolf Krake og hans mænd springer over ilden. Scenen stammer fra skildringen af Rolfs rejse til kong Adils i sveernes rige. Her lader Adils tænde ild i hallen for at trænge Rolf og hans mænd ud, men de springer over ilden på deres skjolde og tager kampen op med sveerne. Optrinnet er malet af Erik Pauelsen i 1770'erne og gengivet som kobberstik af Meno Haas, 1782.

.

Rolf Krake, dansk sagnkonge, der tilhører skjoldungerne. Der fortælles om ham i norrøne og danske sagn: Rolf Krakes Saga og hos Saxo. Også i Snorres Edda er der brudstykker om Rolf.

Samtlige kilder karakteriserer Rolf som en idealkonge. Hos Snorre hedder det fx: "Han gik foran alle i godhed, mod og naturlighed". Som eksempel på hans ligefremme væsen nævner Snorre, hvordan han fik sit tilnavn: En lille fattig dreng, Vøgg, kom engang ind i Rolfs kongehal. Drengen ser på kongen, og Rolf spørger ham hvorfor. Drengen svarer: "Da jeg var hjemme, sagde man, at Rolf i Lejre skulle være den største mand i Nordens lande, og her sidder en lille "krake" (spinkel gren, stage) i højsædet, og ham kalder man konge." Rolf klarer situationen ved at sige, at nu har drengen givet ham navn, og for det er det skik at give en gave. Drengen forlader hallen med en guldring fra kongens arm og lover at hævne kongen.

Snorre beretter også om Rolfs mod (se boks).

Med denne fortælling om Rolf og kong Adils forklarer Snorre, hvorfor guld kaldes "Krakes sæd". I sagaen hører man også, at Rolf hugger bagdelen af Adils.

Rolfs regeringsperiode er en storhedstid for Danmark og for Rolfs kæmper, som det fortælles hos Saxo og i sagaen. Men Rolf dræbes i Lejre ved et overfald af sin svoger Hjarvard. Det store digt Bjarkemålet hos Saxo (og i et brudstykke hos Snorre) er en dialog mellem de to kæmper, Bjarke og Hjalte. De falder efter at have kæmpet til det sidste for deres gavmilde høvding, Rolf. Saxo fortæller, at Vøgg (drengen, der gav Rolf hans tilnavn) nu hævner Rolf. Under gildet, hvor Hjarvard hyldes, støder Vøgg et sværd gennem ham. Hjarvards krigere kaster sig dernæst over Vøgg. "Således forvandledes gildet til gravøl," skriver Saxo. Se også Adils.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig