Tjalfe, þjálfi, Thors ledsager og tjener. Hans søster hedder Røskva. I myten om Thors rejse til Udgårdsloke fortæller Snorre, at Thor og Loke overnatter hos en bonde, hvis børn hedder Tjalfe og Røskva. Hos bonden spiser man Thors gedebukke under et festmåltid. Næste morgen genopvækker Thor bukkene, men den ene er nu halt. Det viser sig, at det er Tjalfes skyld, fordi han også har spist af bukkens knoglemarv. Thor tager som straf herfor Tjalfe og Røskva med sig, og de bliver hans tro tjenere. Den halte gedebuk kan symbolisere den omtanke, mennesker bør udvise, når de udfører riter.

Under besøget hos Udgårdsloke er det Tjalfe, der taber i kapløb med den lynsnare Hu. I myten om Hrungner besejrer Tjalfe til gengæld med lethed lerkæmpen Mokkurkalfe. Bag den sidste myte kan der ligge en rite, hvor en kriger indvies. Den, der skal indvies, "besejrer" et uhyre, der er bygget i samme anledning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig