Udgårdsloke

Udgårdsloke, tegnet af Peter Madsen til det femte Valhalla-album, Rejsen til Udgårdsloke, 1989.

.

Artikelstart

Udgårdsloke, kæmpemæssig jætte, der også kalder sig Skrymer. Han optræder i den lange myte i Snorres Edda, hvor Thor rejser med Loke og Tjalfe til Udgård (se bokstekst). Jættekongen Udgårdsloke spiller de stakkels gæster nogle puds under væddekampe, som Thor og hans fæller hele tiden taber. Til sidst oplyser Udgårdsloke om snyderiet: De har konkurreret med helt uovervindelige fænomener som havet, Midgårdsormen, alderdommen, ilden og tanken, og her må selv guderne give fortabt. Udgårdsloke er dog så chokeret over, at de har været så jævnbyrdige i konkurrencerne, at han sørger for hurtigt at føre de tre ud af Udgård - han frygter især Thors reaktion med hammeren. Da Thor vil hævne sig og løfter Mjølner, forsvinder hele Udgård som et blændværk.

Der er mange eventyrtræk i fortællingen. Bag den brogede handling findes beskrivelser af menneskelivets grundvilkår. Der er fænomener og problemer, man må "kæmpe" forgæves imod. Når scenen til sidst opløses som en illusion, minder det om projektet i hele Snorres Edda: De nordiske guders eksistens er i sig selv en illusion, og tilmed lader svenskekongen Gylfe sig forblænde af de tre fortællere i Snorres ramme.

Fortællingen minder om en anden Thorsfærd, den til jætten Geirrød.

Der er paralleller til myten i en række eddadigte, og også Saxo har kendt den, men omformer den helt. Nogle forskere mener, at Snorre selv har komponeret fortællingen på grundlag af flere forskellige myte- og eventyrstumper.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig