Vølund

Artikelstart

Vølund, sagnfigur, der er hovedperson i eddadigtet Vǫlundarkviða (Kvadet om Vølund), og som også optræder i den store fornaldarsaga Didrik af Berns Saga.

Han er en skikkelse fra grænsefeltet mellem myter og heltesagn. Som dværg, sortalf eller smed hører han til mytens verden, men samtidig har han heltens status. Selv om han handler bestialsk, får læseren også sympati for denne krøbling. Kvadet er på 46 strofer og gengives med en kort prosaindledning i eddahåndskriftet (se handlingsreferat i bokstekst).

Kvadet handler i to omgange om at flyve eller at blive stækket i sine udfoldelser, om at realisere sig selv eller at blive holdt fanget. Det handler også om (smede)kunst som sublimering af eros. Hævn og længsel udtrykkes detaljeret og malerisk: "Han slog rødt guld/ til ringsmykker,/ bøjed til slanger/ blødthamret malm;/ her sad han/ hård af kummer/ og længtes efter/ sin lyse hustru".

I Didrik af Berns Saga omtales svanekvinderne ikke, men til gengæld ender sagaen lykkeligt, idet Vølund forsoner sig med Niduds søn og gifter sig med hans datter!

På et skrin af hvalben helt tilbage fra 700-tallet, Franks Casket, vises scener fra Vølund-fortællingen: Vølund i gang med at udsmykke de afhugne hoveder, en fjederham, kongedatteren på besøg osv.

Motivet med svanehammen kendes også i et udbredt folkeeventyr om "svanejomfruerne", som den russiske komponist Peter Tjajkovskij brugte i sin ballet Svanesøen, 1877. Man kan også sammenligne med H.C. Andersens eventyr De vilde Svaner, 1838. Vølund som smed og i fugleskikkelse kan minde om det græske sagn om Daidalos. Daidalos er en smedekunstner, der lukkes inde i den labyrint, han selv har lavet til kong Minos, og som bygger vinger, så han kan flyve bort sammen med sønnen Ikaros; sønnens vinger smelter, fordi han flyver så dumdristig højt, at varmen fra Solen er kraftigere.

Vølundsagnet er brugt i Adam Oehlenschlägers sagapastiche Vaulundurs Saga, 1805, og i Holger Drachmanns melodrama Vølund Smed, 1894.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig