Valkyriesangen, Spydsangen, Darraðarljóð, digt, der er overleveret i slutningen af Njals Saga. Her sættes det i forbindelse med en historisk begivenhed: Slaget ved Clontarf nær Dublin 1014, hvor den irske kong Brian faldt i et slag mod to nordiske høvdinge/jarler, men Brians hær vandt dog kampen. Denne forbindelse er dog nok sekundær. I prosarammen omkring digtet skriver sagafortælleren, at en mand, Darrad, en langfredag morgen i et syn så tolv valkyrier (norner), der fremsagde kvadet. Darrads syn sluttede med, at de tolv "møer" red bort, seks mod syd og seks mod nord. Skildringen minder om et syn, som Tidrande har i Olav Tryggvasons Saga.

Det uhyggelige digt skildrer i 11 strofer valkyrierne ved væven, der består af tarme og dødningehoveder. Kampen bliver så drabelig, at luften og hele himlen farves som "en blodigrød brand". Valkyrierne hjælper tilsyneladende en ung konge, som de væver et stridsbanner til, til sejr over en ældre, mægtig konge. En del af digtet består af opremsning af valkyrienavne. Valkyrierne minder om norner, hvis hverv det er at væve menneskers skæbne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig