Vile og Ve, Vili, måske 'Vilje', og Vé, ('Den hellige'), to brødre til Odin i skabelsesmytologien i Snorres Edda. Disse tre er de første aser, sønner af Borr og jættekvinden Bestla. De dræber urvæsenet Ymer og skaber verden af hans krop. De tre Borrssønner skaber også de første mennesker, Ask og Embla, af to træer. Odin giver menneskeparret ånde og liv, Vile giver dem bevidsthed og bevægelse, og Ve ansigt, tale, hørelse og syn (i eddadigtet Vølvens Spådom er det Høner og Lodur, der er Odins to medskabere af Ask og Embla).

I et andet af Snorres værker, Ynglingesaga, overtager Vile og Ve i en periode magten fra Odin, herunder også retten til hans hustru, Frigg. Dette motiv spiller Loke på, da han driller Frigg i eddadigtet Lokasenna.

Hvis man forestiller sig navnet Odin i en ældre form indledt med V, begynder de tre brødres navne alle med samme bogstav og danner således en allitteration, der rent bogstaveligt viser deres kraft og slægtskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig