Dyreornamentik, kunstnerisk udtryksform udbredt i det nordgermanske område fra 400-tallet til og med vikingetiden. Fra den første del af perioden er især bevaret smykker og beslag, fra den senere større arbejder især i sten. Få træarbejder er bevaret, men træ har sikkert været meget anvendt; de væsentligste fund er her skibsgraven fra Oseberg i Norge, relieffer fra især norske stavkirker og dyreornamentplanken fra Hørning Kirke i Danmark.
Der findes både naturalistiske og stærkt stiliserede dyr. En markant type er det såkaldte gribedyr, der griber ud efter alt i sin nærhed, herunder sig selv. Gribedyr findes fx på de berømte dyrehovedstolper fra Oseberg-fundet. Sagaerne beretter om dragehoveder på vikingeskibe.
På Harald Blåtands runesten i Jelling fremstilles på den ene side et fabeldyr, især blandet af løve- og slangeform, på den anden side Kristus. Måske symboliserer disse to sider den besejrede førkristne religion og den sejrende kristendom. Det kan dog indvendes, at de mytologiske motiver ikke synes fremtrædende i dyreornamentikken som sådan.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.