fantasy

I den filmiske fantasy-genre hævder Hollywood-trilogien The Lord of the Rings (Ringenes Herre) sig. Gandalf spilles af den britiske skuespiller Ian McKellen, som her svinger sværdet Glamdring i filmen The Return of the King (Kongen vender tilbage), 2003. Byline:

.

Fantasy, moderne genre inden for litteratur, film, tegneserie og computerspil. Genren har hentet sin inspiration i forskellige religioners myter, herunder de nordiske, og i sagnlitteratur, bl.a. Nibelungen-kredsen. Det er forholdet mellem fantasi og virkelighed og kampen mellem det gode og det onde, som er skabeloner for historierne. Af særlig interesse i denne sammenhæng er Tolkiens romanserie Ringenes Herre, 1954-55, og Harry Potter-serien (planlagt til 7 bind), 1997 ff., af den engelske forfatter J.K. Rowling.

Begge serier er filmatiseret eller ved at blive det. Tolkien er så populær, at der findes bøger om, hvordan hans fortælleunivers er påvirket af litterære, mytologiske og historiske kilder (fx Tolkiens univers af David Day, på dansk 2003, og en Tolkien-Quiz af Jan Lyderik, på dansk 2003, med over tusind spørgsmål i hans univers). I Pia Skogemanns En jungiansk fortolkning af Tolkiens Ringenes Herre, 2004, påvises de arketypiske og symbolske lag i værket som led i skildringen af en individuationsproces.

Harry Potter er en forældreløs dreng, der bliver troldmandslærling og indgår i en overnaturlig verden, som er blandet op med alskens gods fra myter, sagn og eventyr. Helten prøves, som optrådte han i et klassisk helteepos, men bøgerne farves også af en engelsk borgerlig atmosfære.

De mange forsøg på i de seneste årtier at genfortælle de nordiske myter for børn og unge overtager typisk fantasy-genrens kneb: Et barn i nutidsverdenens virkelighed føres ind i mytens verden, som det fx ses i Lars-Henrik Olsens Erik Menneskesøn-serie.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig