genganger

Artikelstart

Genganger, dødning, ('draugr'), person, der går igen efter døden, et spøgelse. Folketroen på (og frygten for) gengangere har tilsyneladende været udbredt og kan spores i flere sagaer.

I Gretters Saga kæmper Gretter mod gengangeruhyret Glam. Glam skildres i levende live som "krasbørstig", "en stor mand og underlig at se på, med grå, udstående øjne og ulvegråt hår". Som dødning er han endnu værre; det lykkes Gretter at hugge hovedet af ham og lægge det ved hans bagdel, men forinden har gengangeren forbandet Gretter og gjort ham mørkeræd. En anden gang bryder Gretter ind i en gravhøj for at hente en skat; han famler sig frem i højen og finder skatten, "men da var der en, der greb efter ham, og det var ikke for at kæle for ham"; efter et voldsomt livtag hugger Gretter hovedet af gengangeren og sætter det ved hans bag.

I Eyrbyggja Saga er Thorolf Bøgefod en vældig genganger, der efter at være blevet begravet i en høj forpester en hel egn. Man prøver at flytte liget til en anden høj, men spøgeriet fortsætter, indtil man brænder liget og strør asken i havet (en ko slikker dog stenene på bålpladsen, og den føder en gal tyrekalv, der bliver årsag til en mands død!).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig