Hane, I eddadigtet Vølvens Spådom nævnes hele tre haner. Den fagerrøde Fjalar og Gyldenkam vækker hhv. jætterne og hirden, dvs. Valhals krigere, til kamp ved Ragnarok. Den tredje er underverdenens, Hels, sodmørke hane, der galer i jorddybet, dvs. for de døde.

At hanen har været knyttet sammen med en dødekult og en forestilling om dødeopvækkelse antydes i Saxos sagn om kong Hadding. Hadding må på en rejse til underverdenen passere en elv over en bro, men standses af en mur; hans kvindelige ledsager dræber en hane og kaster hovedet over muren til de dødes verden; "straks levede fuglen op igen og bekendtgjorde med et højlydt hanegal, at den atter åndede." Dette modsvares af to hære, som de har set i indbyrdes kamp: krigerne (einherjer) dræber hinanden, men liver straks op igen. Grundtvig er inspireret af dette motiv i sit digt "De Levendes Land", 1824.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig