hellig person

Hellig person, De vigtigste religiøse funktioner var samlet i goden og vølven. At være gode var i den hedenske periode en dobbeltfunktion af verdslig og sakral art: Han var både høvding og præst med ofringer i centrum. Ved større helligdomme, fx i Uppsala og Lejre, har der vel været et egentligt kultpersonale. Noget tyder på, at der også kan have været sakral prostitution, fx fortæller den arabiske Ibn Fadlan, at en slavinde, der skal ofres ved en høvdingebegravelse, forinden skal have samlejer med høvdingens nærmeste.

Sejden har været udøvet af kvindelige vølver i en riteform, der bærer mindelser om shamanisme. Vølver har enkeltvis eller i flok rejst rundt i deres lokalområde og sejdet på den enkelte gård. Deres trolddomskunster er blevet opfattet som forbeholdt kvinder. Hvis mænd forsøgte sig dermed, blev de opfattet som umandige (ergi); ejendommeligt nok, for Odin var sejdens og magiens mester, dog oplært af Freja.

Embedet som konge har haft en religiøs, hellig dimension. Både Snorre og Saxo omtaler en sagnhistorisk nedstamning fra guderne i kongeslægter. Helte er personer, der gennem deres format og store handlinger rager op i sagnenes verden og ofte kommer tæt på guderne.