Historisk fortælling, historiefortælling, spænder over et vældigt spektrum fra fiktion ("en god historie") til non-fiktion (en historisk fremstilling). Myten og sagnet som fortællingstyper opfattes i den primære fortællesituation som sandfærdige af fortæller og tilhører. For mytens vedkommende har denne primære situation eventuelt været kombineret med et ritual. Men Snorre gør sit for at understrege, at de hedenske myter, han fortæller i sin Edda, er det rene opspind. Det samme gælder Saxo med hensyn til de sagn, hvor der optræder hedenske guder. Så den formidling, der finder sted hos bl.a. Snorre og Saxo, trækker fra i autenticiteten, fordi fortælleren ofte ikke selv tror på sin historie. Snorre og Saxo er dog så store historiefortællere, at de trækker læseren ind i fortællingens rum.

Sagaernes karakter af historiefortælling har på en måde en tilsvarende problematik. Udgangspunktet er det historisk-faktuelle, hvor der berettes om konger og slægter på bestemte steder og i bestemte tidsrum. Men det, der gør de bedste sagaer så levende, er, hvilke karakterer vi får beskrevet, og hvilke konfliktforhold og overordnede livsmønstre teksterne belyser, og her trækkes man - næsten naturnødvendigt - ind i fiktionens rum. Ydermere konstrueres der i islændingesagaerne en historieforståelse af næsten symbolsk karakter: Man bevæger sig fra nybyggerlivets idealtilstand over forfald og konflikter til kristendommens komme og mulighed for nye idealer.

En renlivet faktuel historiefremstilling findes næppe fra perioden. Det nærmeste man kommer, er Íslendingabók, "Bogen om islændingene", skrevet mellem 1122 og 1133 af Ari þorgilsson. Hans nøgterne stil og faktaprægede fremstilling af et historiske forløb påvirkede islændingesagaerne ca. 100 år senere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig