Holmgang, særlig form for tvekamp med sværd, som har til formål at afgøre en retlig stridighed. En sådan duel foregik på en lille ø, en holm, efter et fast ritual. I mytologien er der en beretning om Thors holmgang med jætten Hrungner. Hos Saxo og i sagaerne er der et stort antal skildringer af holmgang. Ved siden af Altinget i Island, der dog forbød holmgang 1006, var der en offentlig holmgangsplads. Tacitus og andre romerske forfattere nævner, at germanerne før et slag brugte en holmgang som en slags spådom om udfaldet af kampen/krigen.

Hos Saxo skildres den danske kongesøn Uffes holmgang mod to saksere. I Gunlaugs Saga fortælles om Gunlaugs dyst med medbejleren Ravn, først uafgjort og i anden omgang med begges død til følge. Efter den uafgjorte dyst i Island må de to rivaler tage til Norge til det andet slag, fordi deres tvekamp i Island var den sidste, før holmgang blev forbudt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig