initiation

Artikelstart

Initiation, indvielse, ritual, der har til formål, at initianden (den indviede) opnår ny status og indsigt. I de nordiske myter er skildringerne af Odins initiationer særlig vigtige. Han indvies til at være hersker (gudernes fyrste) og til at modtage hemmelig og hellig viden (runemagi, digtekunst). Dette skildres bl.a. i myter om de kloge skikkelser Mimer og Kvaser; Mimer er så klog, at han kan nøjes med at være et hoved, som Odin passer og plejer. Det er forbundet med lidelse at opnå indsigten; Odin må give sit ene øje i pant til Mimer, og han hænger sig op i træet Yggdrasil som selvoffer. Når Odin gennem indvielsen har opnået indsigten, kan han herefter være initiator, dvs. give indvielsen videre til andre, så de kan blive fyrster, digtere, magikere, krigere og evt. falde i kamp på hans bud. På den måde er han en prototypisk initiand og initiator. Skildringen af Sigurd Fafnersbanes kamp med dragen kan læses som en eksemplarisk initiation, der viser den stigende erfaring og selvrealisering hos hovedpersonen.

En grundig undersøgelse af initiation i nordisk religion kan findes i Jens Peter Schjødts afhandling Initiation, liminalitet og tilegnelse af numinøs viden, 2004.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig