konge

Artikelstart

Konge, I eddadigtet RígsÞula legitimeres det nordiske standssamfund. Guden Heimdal besøger under dæknavnet Rig forskellige gårde af stadig bedre beskaffenhed og gør husfruerne gravide. Det sidste besøg er på en meget fornem gård og resulterer i sønnen Jarl. Jarl gifter sig, og blandt hans børn er den yngste Konr den Unge, vis og runekyndig og med krigsheld. Konr den Unge, Konungr, bliver stamfar til kongerne. Teksten leger med en mulig etymologi af ordet "konge", norrønt konungr. Det norrøne ord konr betyder "(fornem) mand", og konungr er en afledning med betydningen "en, der hører til en fornem slægt".

De nordiske lande var kongedømmer i vikingetiden. Eneste undtagelse er Island, der var en fristat, som først i midten af 1200-tallet blev lagt ind under den norske konge. I flere tekster, bl.a. Snorres Ynglingesaga og i Saxos krønike, er der en tæt forbindelse mellem guder og konger. Den svenske kongeslægt ynglingerne nedstammede fra Frej og i sidste instans fra Odin, og kongeguden eller gudekongen kaldes direkte Yngve-Frej; helligdommen lå i Uppsala. Hos Saxo nævnes denne forbindelse også. Også de danske skjoldunger nedstammer fra Odin, og hos Saxo fortælles en længere historie om, at kong Odin må gå i landflygtighed og i en periode erstattes af Mid-Odin.

Selvom disse beretninger hos Snorre og Saxo er eksempler på deres euhemeristiske opfattelse (at guderne i de hedenske myter i virkeligheden er afdøde konger, udstyret med en vis trolddomsevne), udelukker det historisk set ikke, at der i Norden kan have været et sakralt (helligt) kongedømme. Kongen har i så fald rituelt optrådt som guddom i en frugtbarhedsreligion. Han har været garant for fred og frugtbarhed (frodefred), og et sakralt samleje (hieros gamos) mellem himmel og jord har været centralt. Kongeofringer kan endvidere tænkes i forbindelse med de menneskeofringer, der er omtalt i Uppsala og Lejre, enten som "almindelig" rituel praksis eller i særlige situationer, hvor landet var truet af hungersnød eller andre katastrofer. Hos Snorre berettes der om to svenske konger, der ofres pga. misvækst og for at fremme frugtbarheden. Analogt med det "hellige bryllup" mellem konge og gudinde (Freja) er den tolkning blevet fremsat, at kongen ofret ved hængning indgår et frugtbarhedens dødsbryllup med gudinden, hvorved der skabes "år og fred" i landet. Odins hængoffer i Yggdrasil ses i så fald som prototypen for kongens hængoffer.

Med kristendommens komme blev kongeideologien omformet, men stadig med hellig kraft knyttet til sin person, sådan som det ses hos en skikkelse som Olav den Hellige.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig