Krig, Hele tre aser er nært forbundet med krigens forskellige aspekter. Odin er strategen, der planlægger hærens opstilling og indvier krigere. Thor deltager selv med sin vældige styrke i kampen. Tyr har at gøre med aftaler og de retlige forhold i forbindelse med krigen. Odins våben er et spyd, Gungner; ved at kaste det hen over krigerne vier han dem til kampen og vier eventuelt fjenden til døden. Thors våben er hammeren Mjølner, hvormed han bekæmper de kaotiske magter.

I mytologien berettes om en guldalderperiode efter verdens skabelse, hvor der hersker fred. En konflikt mellem aser og vaner sætter en stopper for den, og verdens første krig, den såkaldte vanekrig, bryder ud. En fredsslutning mellem de to gudegrupper viser sig bl.a. ved udveksling af gidsler. Herved bliver de vigtigste vaneguder optaget i asernes kreds. En anden konflikt udvikler sig derefter mellem aser og jætter, og krigen mellem disse to grupper ender med den totale krig og udslettelse af kosmos, Ragnarok. Efter Ragnarok genoprettes verden og en fredsperiode begynder igen, dog med visse tegn på nye konflikter.

Krigere, der falder i kamp på valpladsen, modtages som einherjer i vikingetidens krigerparadis, Valhal. Her kæmper de dagen lang, falder og genopstår og mæsker sig med flæsk og mjød ved Valhals langborde.

Vikingetidens konger, jarler og andre stormænd havde knyttet en hird af professionelle krigere til sig. Blandt dem er bersærkerne opsigtsvækkende; de er rasende, ekstatiske og hamskiftende krigere og minder om den vilde side af Odin. Parallelt hermed kaldes en gruppe kvindelige krigere for skjoldmøer; de minder om de mytologiske valkyrier, de kvinder der på Odins bud vælger faldne krigere til Valhal.

En krig kan udkæmpes af to på kollektivets vegne, nemlig i holmgangens tvekamp, hvor den kæmpende kan repræsentere et helt folk eller en slægt. Dette er tilfældet i den danske sagnprins Uffe den Spages kamp med saksernes to repræsentanter. Slægtsfejder kunne have en vældig voldsspiral bygget ind i sig. Når det gjaldt om ikke at miste ære, kunne krig eller kamp vare ved i det uendelige.

Hirdmanden var - som den enkelte person i forhold til sin slægt - bundet til sin herre med troskabsbånd og edsaflæggelse. Krigeren skulle møde sin skæbne med heltens stoiske ro. Det er en ideologi, der kan minde om samuraiernes såkaldte bushido-ideal ("krigerens vej"-ideal) i det næsten samtidige Japan. I de nordiske kilder trækkes et skæbnesvangert og blodrødt spor af lemlæstelse og død gennem sagn og sagaer (se boks). Også hos Saxo kan der læses om en næsten endeløs række af krige og kampskildringer. Et sted lader Saxo kong Vermund (Uffes far) inddele krigere i fire typer: de tapre og besindige, de tapre og ufølsomme, de feje og skamfulde og dem, der altid går i krig for et syns skyld og står bagest, og som er de første til at flygte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig