nationalromantik

Artikelstart

Nationalromantik, strømning i Europa inden for romantikken, dvs. i tiden ca. 1800-70. I romantikken fremhæves generelt set naturen, følelser, kunstnerens anelse om en højere, universel sammenhæng samt guddommelige kræfters virke i alt (dvs. panteisme). Den danske nationalromantik betonede bevidstheden om det nationale og det nordiske og dyrkede folkeånden, som den udtrykkes i de nordiske myter og sagn og dansk folketradition og almuekultur. Afgørende inspiration kom fra Oehlenschlägers og Grundtvigs værker og virke.

I denne periode blev folketraditionens tekster indsamlet og udgivet: folkeviser, folkeeventyr og folkesagn. Grundtvig oversatte Saxo og Snorre. En række forfattere skrev pasticher på sagaer og anden norrøn litteratur. Billedkunstnere var optaget af at gengive folkekarakteren gennem landskabsmaleriet og bondelivsscener (J.Th. Lundbye), eller de begyndte direkte at gengive scener og figurer fra nordisk mytologi og sagnhistorie ( L. Frølich, H.E. Freund). Komponister som Fr. Kuhlau, J.P.E. Hartmann og N.W. Gade brugte folketraditionens eller pastichernes tekster og skabte en særlig dansk/nordisk tone. Arkitekturen påvirkedes af stiltræk fra hedensk tid og middelalder. Der opstod en skandinavisme i Danmark, Norge og Sverige, og det nordisk-nationale blev brugt som forsvar mod den store tyske fjende i syd. På folkehøjskoler vaktes karle og piger til national bevidsthed, bl.a. gennem mytologiske foredrag. Samtidig blev Danmark mindre og mindre: mistede flåden (1807), gik statsbankerot (1813), mistede Norge (1814) og Slesvig/Sønderjylland helt op til Kongeåen (1864).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig