Oldnordisk/oldislandsk, i tidligere sproghistorie en betegnelse for det fælles sprog i Norden især i vikingetiden. Det er det sprog, som hovedparten af de overleverede myter og sagn er skrevet på, fx eddadigtningen og Snorres Edda. Sagalitteraturen er skrevet på oldnordisk, idet sproget holdt sig relativt uforandret i Island, mens sproget i Danmark og Sverige forandredes under forskellige påvirkninger.

I dag skelner man mellem fællesnordisk, som svensk og dansk har udviklet sig fra, og norrønt, som norsk, islandsk og færøsk har udviklet sig fra. Oldnordisk/oldislandsk er således et stort set forladt beregb.

Norrønt er et sprog, som det kræver ret grundige sprogstudier af en nutidsdansker for at kunne forstå. Men (ny)islandsk og færøsk (samt det konstruerede norske sprog nynorsk) har sprogtræk, der ligger ganske tæt på oldtidens. Af særtræk i forhold til nutidsdansk kan nævnes nogle særlige bogstaver: Þ, thorn (udtalt som "th" i det engelske thing), det bløde d, ð (som i ordet gade) og det såkaldte krølle-o, ǫ (udtalt som kort o/å, sidenhen som ø, fx Vǫluspá, Vølvens Spådom).

Der bruges trykstreger over lange vokaler (fx á, der siden har udviklet sig til eller udtales som diftong (au) i de vestnordiske sprog og til "nye" vokaler, her å, i de østnordiske sprog). Endvidere findes der – som også bevaret i tysk – tre køn i substantiverne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig