ring

Ring, Både mytologiske og rituelle ringe er omtalt i kilderne. Blandt de mytologiske er den vigtigste Odins guldring Draupner, som hver niende nat drypper otte nye guldringe. Den blev ved Balders ligfærd lagt på det brændende skib, men Balder sendte den tilbage fra Hel, vel som tegn på at Balder ikke kunne genskabes, sådan som ringen kunne.

Ifølge eddadigtet Vølvens Spådom forærer Odin en guldhalsring til vølven for at få hende til at spå om Ragnarok. Freja har guldhalssmykket Brisingamen. I Frodefredens Danmark blev en guldring lagt frit på heden som tegn på freden og rigdommen i landet. Den svenske ynglingekonge Adils havde ringen Sveagris, der spiller en markant rolle i fortællingen om Rolf Krake.

Ifølge Landnámabók og flere islændinge- og kongesagaer var de hedenske helligdomme forsynet med en alterring, stallahringr. På den har man svoret og aflagt ring-ed til guderne (der nævnes både Njord, Frej og Thor). Man har stænket den med offerblod fra en såkaldt blodkvist, hlautteinn. Ifølge Eyrbyggja Saga har hovets gode båret denne ring ved alle folkemøder. Historisk set er disse kilders udsagn meget usikre, men på jordfundne guldbrakteater og på billedsten findes fremstillinger af ringe i rituelle sammenhænge.

I almindelighed er ringen symbol for helhed, harmoni, kosmos, evighed. Som et sådant symbolladet klenodie optræder en guldring i fortællingen om nibelungerne, bedst kendt fra Richard Wagners store musikdrama, der ofte bare bliver kaldt for Ringen. Både velfærd og forbandelse er knyttet til den: Den giver sin ejer den fulde magt, hvad der nærmest er ensbetydende med herskesyge og undergang.