Romersk religion og kultur, har i den hedenske periode frem til ca. 300 påvirket den germanske, herunder den nordiske, kulturkreds i et stort omfang. Efter ca. 325 var det endvidere i høj grad fra pavedømmet og Rom, at kristendommen blev formidlet til Nordeuropa.

Den hedenske romerske religion tilhører som nordisk religion de indoeuropæiske religioner. Der er en række ligheder i verdensbillede, gudekreds og i samfundsstruktur. De romerske historieskrivere, der fortæller om de germanske folk, kan foretage en direkte overføring mellem de germanske guder og de romerske. Den vigtigste af disse romerske kilder er Tacitus´ Germania fra ca. 100 e.Kr. Den nordiske gud Tyr ligner den romerske Mars, Odin ligner Merkur, Thor Jupiter, og Frigg/Freja Venus. Ligheden ses også i ugedagenes navne, hvor de nordiske efterligner det romerske system, men udskifter de romerske guder med de tilsvarende nordiske. Man kalder overføringen af germanske guder til romerske paralleller interpretatio romana ("romersk fortolkning"), og den modsatte vej, hvor navnene på de romerske ugedage føres over på de tilsvarende germanske guder, kaldes interpretatio germanica ("germansk fortolkning"). Se ugedage.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig