runer

Runer, skrifttegn med bogstavskrift, brugt i en lang periode i det germanske område, herunder Norden. Hos germanske stammer kendes runer fra de første århundreder e.Kr., og i Norden var de i brug til langt ind i middelalderen. I Norden er der fundet ca. 6000 indskrifter, heraf 850 i Danmark.

Runernes kantede form skyldes sandsynligvis, at de blev indridset ("ristet") i bl.a. træ og sten. Runealfabetet kaldes futhark efter de første seks tegn, idet th er ét tegn (thorn-lyden). Det var oprindelig på 24 tegn, senere 16.

Et af de få eksempler på en tekst, hvor det gamle alfabet bruges, er indskriften på Guldhornene. Karakteristisk for mange tekster fortæller den, hvem der har lavet indskriften eller værket.

Vikingetidens runesten er ofte mindesten for døde, og den typiske tekst er, at det nævnes, hvem stenen er rejst for og af hvem.

I Danmark er der fundet ca. 150 runesten, i Sverige hele 3000. Særlig kendt er Jellingstenene. Ud over skrift kan der også være ornamentik og billeder på stenene, der så kaldes billedsten. Den længste tekst, på over 750 tegn, er hugget ind i den svenske Rök-sten.

Videnskaben om runer og runeindskrifter kaldes runologi og påbegyndtes i Danmark af Ole Worm i 1600-tallet. Worm udgav en bog på latin om danske monumenter 1643.

Betydningen af det norrøne ord rún er "hemmelighed, esoterisk religiøs viden". Det tyder på, at runer oprindelig har været for indviede i religiøs viden. Grundteksten her er et stykke i eddadigtet Hávamál, hvor det fortælles, at Odin ved at ofre sig selv til sig selv får kendskab til runer og deres magiske evner: "Odin skar runer, /da ingen var til". Det er en urtidshandling, som skænker ham visdom, digterevne og mangfoldige trylleevner. Runer stammer fra guder (reginkunnar), står der på en svensk runesten. I mytologien nævnes (i eddadigtet Skírnismál), at Skirner for at vinde Gerd for Frej truer med alskens runemagisk fortræd.

På Danmarks længste runeindskrift, Glavendrup-stenen, ristet ca. år 900, er det Thors kraft, der bruges i ordmagisk sammenhæng: "Thor vie disse runer" (underforstået med hammeren Mjølner). Det er et udbredt fænomen i religionernes verden, at ord og skrift har helligkraft ("ord skaber, hvad det nævner"). man skal dog være varsom med at tilkende al runeskrift magisk formål; skriften har også været brugt som almindeligt meddelelsesmiddel.

Runemagi er vidt udbredt i folketroen som værn og forbandelse. En række folkeviser kaldes direkte runeviser. De har som hovedpunkt en runemagisk fortryllelse i kærlighedsforhold (fx "Ridder Stigs runer og bryllup" og "Ridderens runeslag"). Runerne "kastes" mod den, man ønsker at fortrylle og binde. I Egil Skallagrimssons Saga skildres, hvordan Egil som skjald og knyttet til Odin kan bruge runer til at helbrede en ung pige, som tidligere er blevet fortryllet af "falske runer": "Egil ristede runer og lagde dem under puden i sengen, hvor hun lå. Hun følte, at det var, som om hun vågnede af en dyb søvn".

En intens skildring af en runemester og kirkebygger findes i Martin A. Hansens kapitel "Tirad ristede" i Orm og Tyr, 1952, og hans novelle Tirad, 1953.