Skandinavisme, bevægelse midt i 1800-tallet, som hylder den opfattelse, at de skandinaviske lande - Danmark, Norge og Sverige - har fælles rod, historie og livsholdning. Bevægelsen hænger sammen med nationalromantikken (1800-70) i de tre lande og med en optagethed af de nordiske myter og sagn, sådan som de i begyndelsen af 1800-tallet blev tolket i værker af Oehlenschläger og Grundtvig.

Bevægelsen, der har sin vigtigste tid ca. 1840-64, er stærkest i Danmark, bl.a. pga. konflikter og krige med Tyskland/Det Tyske Rige. Men også i Norge og Sverige findes der initiativer og litterær udfoldelse, fx med kredsen omkring tidsskrifterne Brage og Iduna, 1839-42, og de svenske digtere Esaias Tegnér og Erik Gustaf Geijer.

Skandinavismen gav anledning til dannelse af foreninger, fx Det skandinaviske Litteraturselskab. Man afholdt folkemøder og folkefester på Himmelbjerget og på Skamlingsbanken samt studentermøder, der samtidig var politiske manifestationer. Ved en fest 1845 i København, "Den nordiske Højtid til Fædrenes Minde", var festsalen udsmykket med tegninger af nordiske guder og helte af Lorenz Frølich, J.Th. Lundbye og P.C. Skovgaard.

I Rom stiftedes 1860 Skandinavisk Forening (der stadig eksisterer); den blev et vigtigt mødested for de mange skandinaviske kunstnere og andre dannelsesrejsende på langvarige ophold i antikkens verden. Klassisk kultur og nordisk kæmpeliv kunne her gå op i en højere enhed.

Højskolerne optog nogenlunde samtidig med skandinavismen de nationale og nordiske tanker i deres folkelige bevægelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig