skibe

Det genskabte 23 m lange skib fra Gokstad-gravhøjen i Vestfold, Norge. Egetræerne, skibet er bygget af, blev fældet i 890'erne, og gravlæggelsen er sket kort efter år 900. Gokstadskibet er udstillet i Vikingskiphuset på Bygdøy, Oslo.

.

Artikelstart

Skibe, gennemgik i nordisk oldtid og i vikingetiden en kolossal udvikling. Derved blev nordboerne i stand til at nå nye områder af verden, fx Island og Grønland. I perioder indtog de nordiske vikinger også betragtelige landområder i den kendte verden, fx i England og Frankrig.

I rituel og mytisk sammenhæng har skibet haft stor (symbolsk) betydning. På helleristninger og billedsten ses skibet under processioner og under rejser til de dødes rige. Ved nogle grave findes skibssætninger, dvs. sten rejst i skibsform.

Frej havde det magiske skib Skidbladner, der var hurtigt til vands og i luften og kunne pakkes sammen. Det dæmoniske skib Naglfar, dannet af afdødes negle, optræder i Ragnaroksskildringer. Balders skib Ringhorne bruges under hans bålfærd. Han lægges i skibet med sin hustru Nanna og med sin hest, og skibet bliver skubbet fra land og stukket i brand. Det sejler Balder til de dødes rige, hvor han modtages med gravøl af Hel. I sagnet om kong Skjold kommer Skjold som spæd sejlende på et skib til Danmark, og ved hans død bruges skibet til at sejle ham tilbage til de ufødtes/dødes rige.

At der har været kædet en rite sammen med dødsrejsemyten ses i en række skibsbegravelser eller bådgrave. Blandt de fornemste arkæologiske fund i Norden er Ladbyskibet på Fyn, Gokstad- og Osebergfundene i Norge og Nydam-båden nord for Sønderborg. Riterne kan have været af noget forskellig type. Enten er skibet i brand blevet skubbet ud på havet, eller skibet er blevet brændt på land og asken anbragt i en gravhøj, som det skildres af den arabiske skribent Ahmad Ibn Fadlan i forbindelse med en begravelse blandt nordboer ved Volgafloden. Eller der kan være indrettet et gravkammer midt i skibet, hvorefter skibet er blevet overdækket med en gravhøj (se gravskikke). På Vikingeskibsmuseet i Roskilde kan besøgende, foruden udstilling og restaurering, se bygning af nye skibe efter gamle metoder. Museer for de fire nævnte skibe er oprettet i henholdsvis Ladby, på Bygdøy i Oslo og for Nydam-bådens vedkommende i en del af museet på Gottorp Slot i Slesvig.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig