Skibssætning, gravform og sandsynligvis kultplads, bestående af oprejste sten i en oval, skibslignende ramme rundt om graven. Skibssætninger er i Norden blevet opført gennem en lang periode frem til og med vikingetiden. De kan have en længde på op til 150 m (som den nu forsvundne skibssætning i Jelling). Nogle steder står flere skibssætninger tæt på hinanden; de kan derved minde om en flåde - vel sagtens på en "mytologisk" rejse til dødsriget.
Blandt de kendteste er Glavendrup, hvor en runesten stod anbragt i "skibet"s vestlige stævn, Tingstenene ved Lejre, den skånske Ales Stenar og Lindholm Høje. I eddadigtet Vølvens Spådom står, at aserne i urtiden mødtes på domssæder på tinget for at skabe orden i verden; måske er dette mødested en afsmitning fra stenenes rundkreds? Se også gravskikke.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.