slægten

Slægten, grundstenen i vikingetidens samfund. Så markant en rolle spiller slægten i sagalitteraturen, at islændingesagaerne ofte kaldes slægts- eller ættesagaer; de er bygget op over en slægts historie fra landnam til kristendommens komme.

Slægten er patriarkalsk opbygget. Ved bryllup og ægteskab skabes der alliancer mellem to slægter, som nu bliver gensidigt forpligtede til hjælp m.m. Hvis slægtens ære krænkes, er man forpligtet til at genoprette den. Drejer det sig om et drab på en slægtning, er hævn (blodhævn) en forpligtelse. I "slægt" med hinanden kan man også komme ved indgåelse af fostbroderskab; det sker ved en rite, hvor to eller flere indgår så tætte relationer, som var de født af samme mor. Det gælder også de gængse forskrifter for hævn.

I Egil Skallagrimssons digt Sønnetabet er der slået hul i Egils slægtsgærde. Han har mistet to sønner, og han kan ikke hævne sig, for sønnerne er ikke blevet dræbt. Hans ære er krænket, men kun guderne kan han rette sin vrede mod.

Til slægten har også hørt de afdøde forfædre, højlagte, men ikke glemte. De forsynes med gaver til rejsen til dødsriget og mindes i stadige riter, fx mindebægre ved blótene - og efter nogle forskeres mening med dødekult i den hedenske julefejring.

Til slægten kan have hørt genstande af stor betydning (klenodier), fx et sværd eller et smykke.

Slægtssamfundet fortsatte også under kristendommen, men havde nu fået et sidestykke i et andet fællesskab og i en moralopfattelse, der langsomt udhulede sammenhængen mellem slægt, ære og hævn.