slanger

Slanger, Skønt nordboerne ikke har kendt til naturligt forekommende større slanger, er deres tilstedeværelse i myter og sagn og i den øvrige folkelige overlevering ganske hyppig. Der findes slangebilleder allerede på bronzealderens helleristninger. Måske har symbolet slange været brugt i en frugtbarhedskult. Slangen som symbol er dobbelt: Den er knyttet til guld som underjordisk skattevogter og måske til frugtbarhed. Men den er også en dæmonisk figur, der skal besejres, og som kan antage gigantisk (lindorm) eller direkte kosmologisk størrelse (Midgårdsormen, Nidhug). I forestillingsverdenen er det vanskeligt at skelne mellem slanger og drager.

Slanger optræder i mange myter og sagn. Da Odin ønsker at få fat på skjaldemjøden, forvandler han sig til en slange for at kunne komme gennem et borehul i bjerget ind til jættedatteren Gunlød, der vogter mjøden. - Loke straffes med at blive lænket til en klippe og med en giftslange over sig, der drypper edder ned i hans ansigt. - I sagaen om Regnar Lodbrog myldrer det med "orme"; først hører man, at Regnar dræber en guldvogtende orm; så opkaldes hans søn, Sigurd Ormeøje, efter den store dragedræber Sigurd Fafnersbane; og endelig kastes han i en ormegård, hvor han først klarer sig med sin magiske klædning, men da den tages fra ham, farer ormene over ham fra alle sider.

Man skal ikke lade sig forlede af, at der i teksterne ofte står "orm"; der er ikke tale om regnorme. Norrønt ormr og gammeldansk orm betød slange, jævnfør Midgårdsormen og gamle danske bibeloversættelser, hvor syndefaldsmytens snedige slange kaldes en orm.