Heimskringla

Artikelstart

Heimskringla, omfattende norrønt værk, bestående af de norske kongers sagaer fra mytisk tid til 1177. Det er anonymt, men der er enighed om, at forfatteren er Snorre, og at værket er skrevet ca. 1230. Det har det kunstneriske format og den metode, som også kendes fra prologen i hans Edda. Titlen er opstået ud fra værkets to første ord, Kringla heimsins, dvs. "Jordens kreds".

Religionshistorisk er 1. del, Ynglingesaga, mest interessant. Snorres metode, som den også kendes fra hans Edda, er euhemeristisk, dvs. at guderne oprindelig er jordiske konger, og det mytiske stof altså mytologiseret historie. Fx mener Snorre, at aserne oprindelig er indvandret i Norden, og at deres leder, Odin, som beskrives særdeles fyldigt, blev konge i Sverige og ophav til den svenske kongeslægt, ynglingerne.

Også de mere historiske dele af Heimskringla, fx Hakons Saga,Olav Tryggvasons Saga og Olav den Helliges Saga, rummer oplysninger om førkristne myter og traditioner. Snorres kilder er dels skjaldedigte, som han selv regner for sin hovedkilde, dels enkeltstående kongesagaer, hvoraf nogle også er overleveret i andre versioner. Ved sammenligning med dem kan man danne sig et indtryk af Snorres kvaliteter som historiker og fortæller.

I Norge har Heimskringla spillet en stor rolle for nationalismen, for opbygningen af den nationale selvfølelse efter løsrivelsen fra Danmark 1814.

To af de fire oversættelser af værket til dansk er foretaget af to andre store digtere: Grundtvig, 1818-23, og Johannes V. Jensen, 1948 (sidstnævnte s.m. Hans Kyrre).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig